Det der "farvel"

Jeg var for et stykke tid siden hjemme hos min farfar for at sige farvel. Også min far, min stedmor, mine to halvsøstre,min farbror, min faster, min fasters mand og deres børn var der.

Vi hyggede os det meste af eftermiddagen og aftenen, før min mor og jeg vendte snuden hjemad igen. Jeg var ikke ked af at sige farvel den dag, og det er jeg stadig ikke.
Normalt er jeg en meget følelsesladet person under overfladen, derfor undrer det mig, at det endnu ikke rører mig at sige farvel til min familie.

Min logiske forklaring er, at jeg stadig tager afstand til det faktum, at jeg tager afsted i næste uge. Ja - Allerede næste fredag tager jeg afsted, og bare ved tanken om det går jeg i panik.
Misforstå mig ikke, jeg glæder mig til at se det store land 'over there', men tanken om ikke at se min familie og min bedste ven i 10 måneder, gør ondt.

Og når den konklusion er nået, tør jeg næsten ikke tænke på, hvordan det mon bliver, den dag jeg skal tilbage til Danmark, og sige farvel til mine amerikanske venner. Måske der kommer endnu en "farvel" post til den tid.

Biblioteket

Jeg har arbejdet på det lokale bibliotek i sammenlagt et halvandet år, så det var en smule vemodigt at sige farvel til det hele, da de i dag lukkede for sommerferien.

Det gik da også pludseligt op for mig, hvor tæt jeg egentlig er på at tage afsted, da Lisbeth (bibliotikaren) og Tina (en låner) sagde farvel. Det er altså sidste gang, jeg ser noget til de to, inden jeg flyver.

Og selvom afrejsedatoen haler sig ind på mig, er det stadig ligeså surrealistisk, at jeg snart skal afsted, som det var for et halvt år siden. Jeg tror heller ikke helt det bliver realistisk, før jeg rent faktisk står i Tonkawa, Oklahoma.

4 uger.

I tirsdags var jeg et smut på Fredericia Sygehus for at få taget en tuberkulose test, det er nemlig et af de mange krav der er, for at man kan komme til USA.
Sygeplejersken startede ud med at gøre mig vildt nervøs, ved at give mig en lang tale om at jeg absolut ikke måtte trække min arm til mig, eller bevæge den, mens hun stak. Straks gik jeg i panik, men den var heldigvis ikke værre, end de vacciner jeg har fået.

I dag var jeg så deroppe igen for at få aflæst prøven. Den var negativ, hvilket den også helst skulle være. Jeg har altså ikke turberkulose i kroppen, hverken i udbrud, eller som skjult virus.

Udover det, er der i dag 4 uger til jeg sætter mig ind i bilen, og kører mod Kastrup Lufthavn. På turen til Oklahoma skal jeg mellemlande i Atlanta og videre med et fly mod Tulsa, hvor jeg bliver hentet af min værtsfamilie. Jeg har alle essentielle ting, som visum, vacciner og tests, klar. Jeg mangler kun at reagere på at jeg faktisk sidder i USA om mindre end en måned.

(I går fik jeg i øvrigt at vide, at det var "HELE 14 dage siden jeg sidst havde skrevet en post". Jeg får højst sandsynligt ikke tid til at skrive oftere, mens jeg er i USA, da jeg hverken skal, eller har lyst til, at bruge alt min tid foran computeren, på at opdatere min blog)

Visum

I går var jeg på den amerikanske ambassade i København, jeg skulle nemlig have lavet visum.
Det tog i alt 2 timer og et kvarter. Det lyder måske ikke slemt, medmindre man ved hvad dét at få lavet visum, egentlig består af.

Jeg ankom på ambassaden ti minutter før jeg egentlig havde en tid, jeg blev stillet op i køen udenfor, og blev sendt igennem sikkerhedskontrollen. Heldigvis blev min mor bedt om at vente udendørs, så hun kunne holde alt min elektronik, som man ikke må have med ind på ambassaden.
Da jeg så kom ind, stod jeg i kø for at komme til "window 1". Her skulle jeg aflevere mine visum papirer og en masse andet dokumentation etc.

Herefter blev jeg bedt om at vente på at blive kaldt op til fingeraftryk. Det sad jeg og ventede på i en halvanden til 2 timer. Endelig kaldte damen i "window 2" Nanna (med a som i ahh) Elgaaaaard Paulson op. Første gang opfattede jeg slet ikke, at hun sagde mit navn. Hun bad mig om at sætte mine fingeraftryk på en elektronisk dims, da de skulle repræsentere min underskrift. Igen blev jeg bedt om at sætte mig ned og vente.

En halv times tid senere kaldte manden i "window 3" mig op. Han spurgte "Do you know where in the United States you're going to?" og "Are you going to study when you get home?". Da jeg havde svaret på de to spørgsmål, sagde han "We'll send your passport and visa in a few days. Have a nice day". Det "interview" jeg skulle rejse to en halv time til København for, bestod altså af to spørgsmål.

Heldigvis mødte jeg en anden udvekslingsstudent på ambassaden, som jeg snakkede med, mens jeg ventede.

Oklahoma

Jeg tænkte, at jeg lige ville fortælle en smule om Oklahoma.

Oklahoma ligger sådan cirka midt i USA, en smule sydpå. De har dermed fastlandsklima, hvilket betyder, at vejret meget hurtigt kan skifte, og det kan give store forskelle på sommer og vinter.
Udover det, er Oklahoma til tider ramt af voldsomme regnskyl (som jo er aktuelt lige p.t.), tordenvejr og tornadoer.

Naturen i Oklahoma varrierer meget, alt efter hvor i staten man befinder sig. Der er alt fra skove, til prærier, til bjerge og floder. Derfor er der også meget forskelligt dyreliv.

Oklahoma ligger i det såkaldte "bibelbælte", hvilket betyder, at staten generelt er kristen. Det er den by, som jeg skal til også. Min familie går ofte i kirke to gange ugentligt. Uden at have spurgt ind til det, (jeg er betragtet som barn i USA, og det er derfor ikke i orden at diskutere politik og samfund) er min familie højst sandsynligt konservative.

54 dage endnu.

Jeg har oprettet denne blog af flere grunde.
Bl.a. for at min familie, mine venner og andre interesserede kan følge med i, hvad jeg laver, mens jeg er afsted, og for at kommende udvekslingsstudenter kan få et indblik i, hvad det hele går ud på og måske lære af mine erfaringer.

Jeg fik min familie allerede i februar, så jeg har haft god tid til at skrive med dem. Det virker som en rigtig rar familie, hvilket jeg er meget glad for.

I maj var jeg på forberedelsescamp med en masse elever fra Interstudies, som jeg rejser med. Det var rart for en gangs skyld at være omgivet af mennesker, som skal det samme som jeg selv, i forhold til mine venner, som godt nok virker interesserede, men ikke rigtig kan sætte sig ind i, hvordan jeg har det med det hele.
På camp'en blev vi bombarderet med informationer om udveksling, traditioner, kulturchok etc.

Jeg har lige sendt min kilometer-lange visum ansøgning afsted, og venter nu på et interview på ambassaden i København. Det hele går så hurtigt lige nu, at jeg næsten ikke kan nå at følge med til det hele.
Den bedste måde at beskrive mine følelser omkring det hele på nuværende tidsspunkt, må være følelsen af at sætte sig i en rutsjebane, og tænke "Hvad er det lige jeg har gang i? Jeg tør ikke det her, jeg vil af. Nu!", samtidigt med følelsen af at være spændt på det hele.