Fall Break

Siden torsdag har jeg haft fall break, eller efterårsferie.

Torsdag brugte jeg ikke rigtigt på noget. Jeg tog med Racheal til kirken for at hænge ud mens hun lavede meddelselserne til Terra Nova. Derefter tog vi hjem til Francesca hvor jeg blev indtil fodboldkampen begyndte.

Da kampen sluttede tog jeg med Robin, Katie og Francesca til Oklahoma City. Vi ankom sultne omkring midnat så det eneste der sted der stadig havde åbent var IHOP.

De tog en evighed for dem at få vores mad klar så vi var først tilbage på hotellet omkring halv 2. Grundet den sene sengetid, stod vi ikke op før klokken 11:00 næste formiddag.

Derefter begyndte vi dagens shopping. Der blev kigget på prom kjoler, tøj, sko og alt for mange andre fristende ting. Vi spiste frokost på Cheesecake Factory.

Da vi var færdige og jeg havde brugt alt for mange penge, tog vi ud at spise på The Melting Pot. Desserten var den bedste jeg har fået længe!

Lørdag morgen stod vi op klokken 6:30 for at nå til Katie's CC state meet. Egentlig skulle pigerne løbe klokken 10 men torden forsinkede starten med en time og 15 minutter. Derfor blev vi nødt til at smutte før drengene blev færdige med at løbe. Tonkawa's drenge blev nummer 3 og pigerne nummer 5 hvilket er den bedste præstation nogensinde for vores team.

Vi kørte tilbage til Tonkawa og tog kort efter til Wichita, KS med youth gruppen. Vi skulle nemlig besøge et "dom hus". Egentlig var det en kirke der havde sat et slags skuespil op. Vi blev ført igennem flere rum hvor forskellige handlinger tog sted. Meningen med det hele er, at man skal tænke over hvorvidt man har taget den rigtige beslutning mht til Gud. Om man har taget den rigtige beslutning hvis du dør i morgen. De første os igennem deres fortolkning af helvede og himlen. Det var ret interessant og fik mig til at tænke over det liv jeg lever lige nu.

Vi endte dagen med at tage til en kornlabyrint. Vi lavede bål og stegte hotdogs og lavede s'mores. Det var rigtigt hyggeligt det blev dog rimeligt koldt senere på aftenen.

____________________________________________

So I had fall break from Thursday until Sunday.

Thursday was spent on pretty much nothing. I went to the church with Racheal to make the announcements (which turned out awesome btw). After that I went to hang out with Francesca and I went to the football game with her.

When the game was over Robin, Katie, Francesca and I went to Oklahoma City. We arrived at midnight so we had to eat at the only place open which turned out to be IHOP. They took forever to get our food done so we didn't go to bed until way too late.

Friday was spent on shopping and spending way more money than I was supposed to. We had lunch at Cheesecake Factory.

Katie made us get up at 6:30 Saturday morning so we were going to be at the state CC meet in time. We were there an hour and a half too early. Someone then decided it was time for some rain and thunder so the race didn't start until 11:15. Because of that we had to leave early to make it home in time. Congrats to the teams! You did an awesome job!

We got back to Tonkawa and left pretty soon thereafter. We had to go to Wichita to go to a judgement house. A judgement house is like a theater, but different. We saw different scenarios in different rooms. We got led through their interpretation of Heaven and Hell and we saw how this church thought the judgement would be like. It really made me think about my decision about God!

We ended the day at the corn maze making s'mores and hotdogs.

Tid/Time

Tid kan til tider være et svært begreb. Her flyver tiden afsted - bogstavligt talt. Da min mor den anden dag fortalte mig, at jeg havde været her i mere end to måneder, sad jeg og tænkte "Hvad, det er da kun en uge siden, jeg havde været her i en måned". Det gør mig trist at vide at der er en tidsbegrænsning på det eventyr jeg lever lige nu, men det var reglen, jeg accepterede da jeg fik muligheden for at leve dét eventyr.

Jeg kan forstå på det, at min familie og venner savner at høre fra mig, andre steder end her på bloggen.
Først og fremmest vil jeg gerne undskylde - det er altså ikke fordi jeg ikke har lyst til at snakke med eller fordi jeg ikke savner jer, for det vil og gør jeg!

Skolesystemet her er anderledes end det er i Danmark. Jeg får ikke fri klokken 13:30 som jeg gjorde før sommerferien, her får jeg først "fri" fra skole 15:30 hvorefter jeg har omkring 2 timers basketball træning. Det betyder, at jeg ikke kommer hjem før omkring klokken 17:00-17:30.
Derefter har jeg nogle dage lektier, andre dage falder jeg om af træthed når jeg træder ind ad døren.
Jeg har fået en plads i Christian Life Church bandet. Jeg elsker at være der og bruge tid sammen med dem! Et band kræver, at man øver af og til, vi øver en gang om ugen plus en times tid før vi spiller. hvilket som oftest er søndag morgen og igen søndag aften.

For cirka en måned siden gav jeg mit liv til Gud. Det betyder ikke (som jeg endnu ikke har gjort) at jeg nu vil fortælle om Gud og Jesus hele tiden, men jeg bruger en del mere tid på kirkeaktiviteter. Jeg ved at dette nok er overraskelse for mange af mine danske venner - og min familie for den sags skyld - da noget af det sidste jeg sagde var, at jeg ikke ville begynde at tro på Gud. Jeg kan kun nikke genkendende til "man har et standpunkt til man tager et nyt".

Alt dette er ikke for at slippe for at sende en mail, eller ringe til jer på Skype, men for at give jer en forståelse for, at det altså ikke er fordi, jeg ikke tænker på jer, at jeg ikke kontakter jer. Jeg har det rigtigt godt - The time of my life, for at være mere præcis. Alle har været rigtigt rare og imødekommende. Jeg håber jeg bliver ved med at elske USA som jeg gør nu.

Jeg vil gøre mit bedste for at sende lovede billeder og mails indenfor nær fremtid! Jeg savner jer (og dansk mad) rigtigt meget!
__________________________________________________
Time is sometimes hard to explain. The time is passing by so quickly. The other day when my mom told me that I've been here for little more than two months I was thinking: "No way, it was only a week ago I'd been here for a month". It makes me sad to know that there's a time limit to the adventure I'm living right now, but that was the rule when I chose to live that adventure.

I understand that my Danish family and friends miss to hear something from me other than reading this blog.
First of all I really want to apologize! It's not because I don't want to talk to you or that I don't miss you - I do!

The school system is different here than it is in Denmark. I don't get out of school until 3:30 and then I have basketball practice until 5:00 o'clock which means I'm usually not home until 5:30 or something like that. Afterwards I sometimes have homework.

I've become a member of the band at the First Christian Life Church. I love to be in it and I love to hang out with the people in it! A band needs practice and we usually practice once a week and and hour or so before we play.

About a month ago I gave my life to God. That doesn't mean that I'll start talking about God and Jesus all the time - which I haven't done so far anyways. I know this is probably a surprise to my Danish friends and family since one of the last things I told them before I left, was that I would not start believing. Anyways this means that I spend a lot more time at church activities than I'd do otherwise.

All this isn't to get out of sending you an e-mail or calling you on Skype, but to try to make you understand that I am thinking about you even if I don't contact you a lot. I'm having the time of my life and I hope I'm going to keep loving the USA as much as I do right now!

I'll do my best to send the pictures and e-mails I've promised to send! And I'll do it soon! I miss you (and Danish food) a lot!

Homecoming.

Den sidste uge har været homecoming uge. Homecoming er en amerikansk tradition som bliver afholdt i forbindelse med sport, denne gang football. På THS er hver dag i ugen en "klæd dig ud dag"

Mandag var hatte-dag. Normalt er hatte, huer, kasketter etc. imod dresscoden, men denne dag kunne alle bære hovedbeklædning mod at betale en dollar for at støtte cystik fibrose.

Jeg betalte en dollar for at støtte en god sag, men for at være ærlig, endte min hat i mit skab hele dagen.



Tirsdag var "årti"-dag. Hvert klassetrin havde fået tildelt et årti som de skulle klæde sig efter. Juniors var 80'erne. Trods modvilje fra min side endte jeg med at tage i skole klædt som var jeg født i 80'erne. Selvom homecoming er en amerikansk tradition var overraskende få klædt ud.



Onsdag var twinkie-dag. Dvs. du klæder dig som din bedste ven/veninde hele dagen. Bailey og jeg valgte at være twinkies og lavede t-shirts med henholdsvis det danske og det amerikanske flag. Kort før vi skulle være på skolen faldt mit flag af. Gaffa tape er åbenbart ikke så perfekt.

Torsdag var yndlings Buc dag. Det gik ud på at klæde sig som sin yndlings Buccaneer - altså at have deres football jersey på. Det er for det meste pigerne der er bruger denne dag. Jeg havde Clints jersey på.


Fredag var homecoming dag. Alle havde deres homecoming t-shirt og (hvis de havde en) deres mum på. Vi fik fri fra skole før frokostpausen for at se skolens pep-assembly. Alle årgange havde lavet en sketch som de viste for hele skolen. Seniors havde dog ingen - skuffende. Udover det, opviste cheerleaderne og gamle studenter var på skolen. De sidste par uger har quarterback klubben samlet penge ind. Man kunne donere hvilket som helst beløb til freshmen, sophomores, juniors, seniors, cheerleaderne, managerne og/eller trænerne. Gruppen med flest penge skulle vælge to til at kysse en gris. Cheerleaderne "vandt" men endte med at få reglerne ændret til, at en fodboldspiller fra hver årgang skulle kysse grisen i stedet. Homecoming konge og dronning kandidaterne blev præsenteret. Da den sidste kandidat blev præsenteret mangledes der informationerne på ham så taleren måtte improvisere, hvilket gik ret godt.



Da vi var færdige der tog vi ned i byen for at se paraden. Alle årgange havde lavet en float med deres årti som emne. Vi havde valgt Ghostbusters som vores tema da vores modstandere til football kampen var Alva Goldbugs, vi ænderede derefter navnet til Bugbusters. Efter paraden havde forskellige klubber og klasser sat boder op for at tjene penge til f.eks. prom.


Om aftenen tog vi til football kampen som vi gør hver fredag. Lori gav mig ansvaret for at tage billeder, så jeg endte på første række (bogstavligt talt - jeg stod på sidelinjen sammen med holdet) med Lori's noget så fede linse. Vi scorede to touchdowns rimeligt hurtigt.


Da der var halvleg blev homecoming kandidaterne præsenteret på banen. Jake Love og Markie Burgess blev homecoming konge og dronning.
Vi endte med at vinde kampen og vi tog derefter til homecoming "bal".

Egentlig var det ikke et bal men bare en gruppe mennesker der valgte at danse en halvanden time. Det var ret hyggeligt, men det er ikke helt det samme at være hjemme 11:30.

_____________________________________________________

This week was homecoming week. (I feel kind of dumb explaining this in english when practically every American knows what homecoming is) Homecoming is an American tradition. This homecoming week was for football. At THS every day in the week is a dress up day.

Monday was hat day. Everyone can pay a dollar to wear a hat. I paid a dollar but my hat ended up in my locker all day.

Tuesday was decade day. Every class had their own decade. I'm a junior and we had the 80s. Even though i didn't feel like dressing up I ended up going to school dressed like I was living in the 80s.

Wednesday was twinkie day. Bailey and I were twinkies. We made t-shirts with the Danish and the American flag. My flag ended up falling off right before we had to leave. I guess duct tape isn't always perfect.

Thursday was favorite Buc day. I was wearing Clint's jersey that day.

Friday was the day of homecoming. Everyone had their homecoming t-shirts and mums on. We got out of school before lunch and we went to the pep assembly. Every class had made a skit to show the entire school. The cheerleaders peformed and a football player from each class had to kiss a pig. The candidates for homecoming king and queen was introduced. Josh did a pretty good job on improvising when the last person was introduced.

When we were done we went downtown to watch the parade. Each class had made a float to represent their decade. The band was playing in the parade.

The football game started out good with two touchdowns. Lori had given me the camera to take pictures at the game. I was standing at the sideline during the first half. During halftime the homecoming king and queen was revealed. Jake Love was king and Markie Burgess was queen. We ended up winning the game.

San Antonio

Egentlig var det slet ikke meningen jeg skulle afsted, men tirsdag valgte jeg at sige ja til at tage med til San Antonio, Texas, for (min værtsbror) fra sin base.



På to dage nåede jeg;

-At spise på IHOP (International House of Pancakes). Siden det var første gang jeg spiste der, valgte vi at lave en joke ud af det. Vi tog billeder med menukortet, tjeneren og alt muligt andet. Jeg fik såkaldte danske pandekager, der var dog ikke meget dansk over dem, udover formen.

-At blive ramt af bagenden af en lastbil. Ingen kom noget til, men det ødelagde vores sidespejl. Efter opkald til både den ene og den anden, og til sidst en chef, fik vi chaufføren til at holde ind, så vi kunne få hans forsikringsoplysninger.

-At møde Loris tante og hendes børn, samt at kæle med deres kæledyr.

-At kede mig selv halvt ihjel - ja det at sidde i den samme bil i sammenlagt 19 timer er ikke specielt morsomt. Heller ikke selvom man har en iPod og en bog.


-At møde Nick. Jeg kan kun sige, at han er mindst ligeså cool som resten af familien.





_____________________________________________________________


At first I wasn't even supposed to go, but Tuesday I told Lori that I'd go with them to San Antonio to pick up Nick.

In the two days I was there I;

-Ate at IHOP for the first time which turned out to be quite funny. We took pictures with the waitor and the menus to make sure I'd remember my first time there. I got so called Danish pancakes. The only Danish thing about them was the shape.

-Got hit by the end of a truck. Well actually it was the side-view mirror and no one got hurt.

-Met Lori's aunt and her children. And i held their pets.

-Was almot bored to death. To sit in a car for 19 hours total isn't exactly entertaining. Not even with a book and an iPod.

-Met Nick. He's at least as cool as the rest of the family!

Når det ikke føles vildt godt./when it doesn't feel good.

Pånær min mor og et par tætte venner, tror jeg ikke jeg på noget tidspunkt fortalte nogen, hvad jeg vil fortælle nu.

At tage til USA har i mange år været min store drøm. Da drømmen endelig blev til virkelighed for cirka et år siden græd jeg glædestårer, og jeg græder principielt ikke særligt ofte. Jeg var klar til at tage til USA her og nu og det kunne kun gå for langsomt.

Jeg kom i gennem alle forberedelser, det eneste jeg manglede var en værtsfamilie. Jeg ventede spændt, og håbede inderligt på en nordlig stat. En dag, da jeg var på arbejde, fik jeg en sms fra min mor. Jeg havde fået en værtsfamilie i Oklahoma. Jeg kunne have brudt sammen på stedet, det var ikke min drøm. Selvom familien virkede som et ret godt valg for mig, kunne jeg slet ikke se positivt på noget som helst.

Jeg hold humøret højt på ydersiden, men jeg fortalte dagligt min mor at jeg ikke havde lysten længere, at det ikke var min drøm længere. Hun kæmpede (hvilket jeg er hende uendeligt taknemmelig for) dagligt med mig, for at få mig til at indse at det jo stadig var min store drøm.

I maj tog jeg på en forberedelsescamp for kommende udvekslingsstudenter. Jeg håbede inderligt på at finde en der havde det ligesom mig, men uanset hvem jeg snakkede med, fik jeg kun overdrevet positive tanker tilbage. Jeg tog hjem endnu mere deprimeret end jeg var før. Hver gang nogle spurgte mig om jeg glædede mig til jeg skulle afsted, svarede jeg "selvfølgelig", men lysten var der slet ikke.

Hen over sommeren blev det kun værre. Stort set alle mine dage gik med at finde undskyldninger, og andre måder hvorpå jeg kunne slippe ud af det, jeg havde rodet mig ud i til at begynde med. Hver aften var en kamp. Der var ganske få dage hvor jeg glædede mig til de oplevelser jeg måske kunne få, men jeg var konstant bange for at alt ville gå galt. At min værtsfamilie og jeg ikke passede sammen, at jeg ville have store sprogvanskeligheder, at jeg ingen venner ville få eller at mine danske venner ville glemme mig.

Al denne bekymring har heldigvis vist sig slet ikke at være behøvet. Alt er bedre end jeg havde regnet med og jeg har allerede haft nogle af de bedste oplevelser i mit liv! Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker og selvom jeg ikke ligefrem er vild med varmen, kan jeg slet ikke forestille mig selv bo andre steder end Tonkawa. Min familie er perfekt og skolen er lettere end jeg havde troet. Jeg har allerede følelsen af, at jeg ikke vil forlade Tonkawa igen, det er begyndt at føles som mit andet hjem.

I søndags tog jeg en beslutning jeg aldrig havde regnet med at tage, de personer der har brug for at vide præcis hvad det er, ved det eller vil få det at vide. Det vil måske ikke virke stort for nogle mennesker, men det var et stort skridt for mig som person. Jeg har ikke lyst til at dele det med alle endnu, da jeg stadig skal vænne mig til tanken om det og min syn på verden skal ændres.

Grunden til at jeg ikke har valgt at fortælle om min ret negative oplevelse omkring ventetiden er, at jeg har været bange for folks reaktioner. Jeg har været bange for at blive stemplet som utaknemmelig og møgforkælet. Det har været hårdt og jeg har ikke villet vise en svag side af mig selv. Jeg er glad for at min familie har hjulpet så meget som de har, det betyder alt for mig at jeg sidder hvor jeg gør lige nu.

Undskyld for eventuelle stave- og grammatiske fejl.
______________________________________________

Except for my mom and some close friends I've never told anyone what I'm about to tell.

To go to the USA has been my dream for years now. When that dream finaly became true about a year ago I cried tears of joy and rarely cry at all. I was ready to leave that very moment. I simply couldn't get here fast enough.

I got through all the applications and preperations the only thing missing was a host familiy. I was waiting for a few months until I finally heard something. I was at work when I got a text from my mom saying that I'd gotten a familiy in Oklahoma. I could've started crying that very moment. Oklahoma was not my dream at all. Even though the family seemed really nice I couldn't see anything positive about it.

I seemed happy on the outside, but everyday I told my mom that I did not want to go anymore and that this wasn't my dream. She fought for me (I will be thankful forever) and told me that it was still my dream.

In May I went to a camp for people that were going to be foreign exchange students. I really longed to find someone who felt like I did, but everyone I talked to was really positive about it all. I went home even more depressed than I was before I got there. Everytime someone asked me if I was looking forward to go I told them "of course" but I didn't feel like going.

Over the summer it just got worse. I spent pretty much every day coming up with excuses and reasons for me to stay home. I wanted to get out of what I'd gotten myself into. Every night was a battle. There were very few days where I was looking forward to the great things I might experience. I was constantly afraid that something would go wrong. That my family wouldn't be right for me, that I would have big difficulties with the language, that I wouldn't make any friends or that my Danish friends would forget all about me.

Luckily I've been worrying for no reason at all. Everything is a lot better than I expected it to be and I've already had some of the best experiences in my life. I've met some amazing people here and even though I don't excactly love the heat I can't see myself in any other town than Tonkawa. The familiy is perfect and the school is a lot easier than I expected. I already feel like not going home again. Tonkawa is my second home now.

Sunday I made a decision I never thought I'd make. The people that needs to know excactly what it is already knows or I'll tell them soon. For some people it might not seem important, but it was a very big step for me as a person. I'm not quite ready to share with everyone just yet since I have to change some parts of the way I view my world first.

The reason I haven't told about my negative side of getting here is that I've had no idea what reaction I would get. I was scared that someone might look at me as ungrateful or too spoiled. It's been tough and I didn't want to show anyone my weak side. I can't thank my family enough. If it wasn't for you I wouldn't be sitting where I'm sitting this very moment.

I apologize for any annoying misspellings.

Terra Nova og ham der Gud.

Terra Nova er en kirke her i Tonkawa. Egentlig hedder den "First Christian Life Church" eller noget i den stil. Jeg var der første gang sidste søndag aften, for at se hvad deres youth gruppe render rundt og laver. Jeg tog Fransesca med og vi mødte Mary der, som er en ny udvekslingsstudent fra Kina.

Jeg blev ret overrasket over deres fremgangsmåde. Jeg have regnet med noget alá den youth gruppe jeg allerede deltager i om onsdagen, men det er helt, helt anderledes!

Vi ankom 6:30, for at spise med (der bliver altid serveret mad til youth - nok mest fordi det altid er placeret midt i aftensmadstiden). Jeg mødte Pastor Derrick, som er en 24-årig stor sort mand. Det første spørgsmål jeg fik fra ham var "Do you love Jesus?", hvorefter jeg måtte krølle tæer og fortælle ham at jeg egentlig ikke var religiøs. Han har dog den fedeste humor og fortæller konstant at han elsker Danmark og dansk dessert - hvor han kender Danmark og dansk dessert fra har jeg dog ingen anelse om.

Ved 7-tiden begyndte nogen at spille musik og folk begyndte at danse. En nedtælling blev sat i gang på storskærm og musikken blev gradvist højere. Da uret ramte 0:00 fik vi meddelelser leveret af Dalton på storskærm. Det var noget af det sjoveste jeg længe har set. Derefter gik et band på scenen - jeg er venner med de fleste af medlemmerne. De sang og spillede for Jesus, men det var ikke "almindelig" kirkemusik. Det var så fedt!

Da de var færdige gik Nick Debase, en "gæstepræst", på scenen. Han fortalte levende om et vers i Biblen. Han brugte sine egne oplevelser som eksempler. Det er nok første gang jeg virkelig har lyttet til en snakke om Gud. Han snakkede længe, men jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt.

Da han var færdig sad jeg med følelsen "wow". Jeg synes det er fantastisk at 16-20 årige uden problemer bare vier deres liv til en "person" de ikke kan tage at føle på.

Lori fortalte mig derefter noget, jeg aldrig har skænket en tanke. De er blevet "lært" at tro på Gud. De har aldrig kendt til et liv uden Gud. De er blevet slæbt med i kirke hver søndag siden de blev født, de er blevet opdraget med en Bibel. Personligt gik jeg kun i kirke i 7. klasse, det var året jeg blev konfirmeret, og jeg vil være ærlig og sige at jeg ikke var kristen. Jeg blev konfirmeret fordi alle mine klassekammerater blev det og jeg ville ikke stå som den eneste uden hvid kjole. Jeg er opdraget uden Gud i mit liv - ikke at jeg ser det som en negativ ting, overhovedet.

Jeg nærer 100% mere respekt for religiøse mennesker nu, end jeg gjorde inden tog afsted. Jeg tror stadig ikke på at der er en gud "deroppe", men jeg vil nu alligevel gerne undskylde for de gange jeg bare har benægtet enhver eksitens større end min egen.

Til sidst men ikke mindst, vil jeg vise jer noget knapt så seriøst. Nok mest til ære for "Derrick who loves Denmark!!!"

Edit: Jeg vil teste noget, jeg vil prøve at oversætte mine indlæg fremover, mest fordi mine amerikanske venner ofte spørger hvad jeg skriver om, og fordi min familie gerne vil læse med.

Terra Nova is a church here in Tonkawa. I think it's called "First Christian Life Church" or something like that. I was there for the first time last Sunday night to check out their youth group. Francesca came with me and we met the new Chinese exchange student, Mary, there.
I was really surprised. I expected something like the youth group I'm already attending on Wednesdays but it was totally different!

We arrived at 6:30 to eat. They always serve food, I think it's because it's during dinnertime. I met Paster Derrick there. The first question he asked me was "Do you love Jesus?" after which I had to admit that I don't really believe. He constantly tells me that he loves Denmark and danish dessert - where he knows anything about Denmark og danish dessert from, I have no idea.

Around 7 o'clock music started playing and people started to dance. A countdown was put in the big screen as the music continued. When the countdown reached 0:00 Dalton delivered messages on the screen. One of the funniest thing that night. After that a band started playing. They sang and played for Jesus but it wasn't regular "church music". I loved it.

After that Nick Debase started preaching. He used his own life as an example. I think it's the first time I've ever listened to someone who was talking about God and even though he talked for a long time I was never bored.

When he was done I was left with the feeling "wow". I think it's amazing how 16-20 year olds just devote their lives to a "person" they can't really see and feel.

Lori told me something after that, something I've never really thought of. They've been raised with God as a part of their lives. They don't know a life without him. They went to church every Sunday their whole lives. Personally I only went to church during 7th grade, the year of my Christian Confirmation and I have to be honest and tell that I wasn't religious back then either. I just didn't want to be the only one standing outside the church, watching all my friends dressed up.
I'm raised without God in my life - not that I see that as a negative thing at all.

I respect religious people a 100% more now than I did before I left Denmark. I still don't believe in God, but I still feel like apologizing for all the times I've denied any existence greater than my own.

Første Football Game

I går aftes var jeg til min første "football game". Bucs (vores hold) spillede på udebane hos Morrison High School.
Det var også Francescas første kamp, så vi fulgtes.

Vi var med ude på banen sammen med cheerleaderne for at byde vores hold velkommen.

Jeg fandt hurtigt ud af hvorfor Jake Love er holdets "stjernespiller", han sørgede for to touchdowns inden for første quarter.

Jeg må indrømme at jeg er imponeret over stemningen til kampen, det er meget federe end en dansk fodboldkamp! Jeg glæder mig allerede til næste fredag hvor vi spiller på hjemmebane.

Det falder mig efterhånden naturligt kun at tale engelsk og jeg er også begyndt at tænke mere på engelsk. Faktisk har det gjort det lettere at få venner.

Francesca og jeg er blevet ret gode venner, hun snakker om at blive her hele året, i stedet for kun at blive her til december, hvilket jeg er meget glad for. Efter jeg blev manager for Cross Country teamet er jeg også begyndt at snakke med Taylor, den anden manager.

I det hele taget begynder jeg nu at føle mig hjemme her, jeg er faldet rigtigt godt til med familien og skolen er blevet mere overskuelig.

Volleyball

Her til aften var jeg med Youth gruppen i parken for at spille volleyball. Egentlig skulle jeg slet ikke spille, pga. en skade i benet (jeg har lavet noget dumt til cross country med mit ben, så både mit lår, mit knæ og mit skinneben konstant gør ondt), så jeg blev pådraget ansvaret for at tage billeder.

Jeg endte dog med at spille alligevel, da jeg tilsyneladende var en af de eneste, der rent faktisk kunne de rigtige regler. Da mit hold tabte første runde, blev jeg sat til at dømme kampene.Bailey

Josh

Tommy

Marcel og "unkendt"

Kevin

2 uger i Staterne

Jeg har nu været i Tonkawa lidt mere end to uger.

Den sidste uge med skole, har været en smule hård. Algebra II og Physics har været to svære fag, da jeg ikke forstår de engelske udtryk endnu. Folk vil stadig gerne have at jeg fortæller om Danmark.

Jeg endte med at flytte fra Band til FACS. Jeg fik at vide at FACS var lidt ligesom hjemkundsskab, det viste sig så ikke at være helt sandt. Indtil videre har vi set en film om Parlamantary Procedure, vi har bygget et tårn af skumfiduser og tandstikker og vi har læst historier for de mindste i Elementary School.

Jeg har fundet ud af at min danske telefon sagtens kan virke her, men da familien ikke har flere pladser på deres "plan", er jeg blevet nødt til at købe en trackphone, som i mit tilfælde er en virkelig gammel nokia model uden kamera, hvilket irriterer mig, eftersom jeg er har vænnet mig til en touch mobil, med ret godt kamera. De fungerer ligesom når vi i Danmark køber taletidskort.

I fredags hjalp jeg Lori i kiosken til fodboldkampen (fodbold=amerikansk fodbold), hvilket var virkelig hyggeligt, men alt for varmt.

Rodeo

Lørdag var jeg i Walmart for første gang nogensinde. Bailey og hendes venner tager til Walmart for at hænge ud - jeg ved ikke med mine danske venner, men jeg kunne altså ikke finde på at hænge ud i en butik, der minder om Bilka. Jeg tog med dertil for at købe skolematerialer, efter vi havde været det meste af Ponca rundt, for at finde tøj jeg kunne lide (jeg bliver aldrig tilhænger af amerikansk tøj), jeg endte med en skjorte og en t-shirt med the Beatles.

Lørdag aften tog vi til rodeo, også i Ponca. Jeg går ud fra at alle ved hvad rodeo er, men bare for at være på den sikre side; rodeo er et sted hvor cowboys hænger ud, og kigger på andre cowboys fange kalve og ride på tyre og heste. Det var ikke ligefrem underholdende, men dog ikke totalt kedeligt.

Mens vi var der, oplevede jeg min første amerikanske "thunderstorm", og jeg må indrømme de er meget federe her, end de er i Danmark (Dalton siger godt nok, at det kun er i Oklahoma de er sådan).

I dag var jeg i kirke med Lori og Bailey og derefter tog vi til et udvekslingsmøde i Derby, Kansas. Jeg fik endnu engang al den information Interstudies allerede har givet mig - dog var områderepræsentanten for Facebook og ikke imod. Der var udvekslingsstudenterne fra Tonkawa, en fra Pakistan og en fra Taiwan til mødet.