25 dage/25 days

Endnu en gang begynder nedtællingen til en rejse over "the great waters". Denne gang frygter jeg det ligeså meget som jeg gjorde det første gang. Denne gang føles det ligeså negativt som første gang. Den eneste forskel er at det denne gang kommer til at gøre mere ondt at sige farvel, for denne gang er det et "farvel" og ikke et "på gensyn" til en god del af de mennesker jeg har mødt her.


Ligesom første gang, forsøger jeg nu at komme op med måder hvorpå jeg ikke behøver at pakke mit liv sammen for at "begynde forfra" et andet sted. Denne gang er jeg dog ikke den eneste der prøver at kringle sig ud af situationen. Mine venner prøver dagligt at finde måder hvorpå jeg kan bo med dem så jeg ikke behøver tage tilbage. (no offense kære danske familie og venner)


Hvis jeg nogensinde havde drømt om hvor svær en afsked dette ville blive, ville jeg ikke have taget afsted. Nu vil jeg dog ikke bytte det for al verdens rigdomme, for de mennesker jeg har lært at kende har ændret mit liv på den bedste måde muligt, og selvom jeg kommer til at savne dem mere end noget andet, vil jeg ikke være foruden venskaberne.


Til de kommende udvekslingsstudenter der forhåbentligt læser med, lad ikke dette afskrække jer, hvis I ikke allerede har tænkt tanken, for mit år er mere værd end noget andet i mit liv - og jeg har alligevel haft en hel del gode oplevelser! Selvom jeg bander noget over at jeg nu skal tage afsked med mennesker jeg har dannet nogle af de bedste venskaber i mit liv med, er det det hele værd.


Endnu engang er det blevet tid til EOI's eller End of Instruction prøver. I følge min U.S. History lærer er jeg hans første udvekslingsstudent nogensinde, til at bestå prøven.
Nu mangler jeg kun anden del af min English III EOI, hvilket nok også er den jeg frygter mest.


Sidste søndag var der senior sunday i min families kirke. Det er ikke noget jeg ført har hørt om, men de fejrer alle de seniors der er medlem af deres kirke. Fordi jeg er udvekslingsstudent og deltager i deres youth gruppe besluttede de sig for at jeg også skulle fejres.
Jeg fik en bog og en bamse hvorpå folk skrev små beskeder til mig inden jeg tog hjem. Det var ret sjovt at prøve, men ikke noget jeg havde regnet med på forhånd, men det er alligevel rart nå nu jeg ikke må deltage i graduation på min skole.


Ellers går tiden bare med at gå oplevet så meget som jeg overhovedet kan inden turen går hjemad igen. Det virker lidt som om jeg slet ikke har oplevet alt det jeg ville fra starten, selvom jeg ved jeg har fået det jeg kom for - kulturen. Faktisk er jeg overrasket over at jeg på intet tidspunkt oplevede et kulturchok. Jeg faldt bare til og tilpassede mig de små ting der var anderledes og har egentlig ikke tænkt så meget over det.


Hvis nogen fra Interstudies læser med har jeg et hurtigt spørgsmål: Har Interstudies's tilpasningskurve på nogen måde passet på jer? For at være ærlig har min været lige modsat.

______________________________________________________________
Once again the countdown has begun. The countdown preparing me to travel over the great waters once again. This time it's just a frightening as it was the first time and it feels just as negative. The only difference this time is that this time it's gonna hurt even more to say goodbye to my friends because this time it's a goodbye and not "see you later" to a lot of them.


Just as last time, I'm trying to up with ways that will prevent me packing my life and "start over" again in another town. This time I'm not the only trying to prevent it though. I know quite a few people who are trying to figure out how I can move in with them and just live there instead of going back.


If I'd ever thought about how tough it would be to say goodbye I wouldn't have said yes to a year as a foreign exchange student. Now I wouldn't trade it for anything in the world, though. The people I've come to create great friendships with here, are worth it all, though I am going to miss them more than anything!


To any soon-to-be foreign exchange students, don't let me talk you out of spending a year in another country, because this year has without a doubt been the best year of my life, and just to defend my life - I've had quite a few amazing experiences. Even though I'm being hard on myself here, it's been worth i all!


Yet again it's time for the EOI's which scare me to death. My U.S. History teacher has informed me that I'm his first foreign exchange student to ever pass the test, so I must be doing something right. I'm not so sure about the English III test, though.


Last Sunday was senior Sunday at my family's church. It isn't something I've heard of before so I was a little confused when I was first asked to come. Since I'm a foreign exchange student, and since I attend their youth, they decided that I should be a part of it too. It was actually fun to try.


Right now I spend my time experiencing as much as I possibly can - with the assistence of some great friends! - It seems as if I haven't experienced any of the thing I planned on, though the one thing I came here for, the culture, has been seen first hand. I'm surprised that I never really had experienced culture shock, I just seemed to kinda fit in from the day I arrived.