San Antonio

Egentlig var det slet ikke meningen jeg skulle afsted, men tirsdag valgte jeg at sige ja til at tage med til San Antonio, Texas, for (min værtsbror) fra sin base.



På to dage nåede jeg;

-At spise på IHOP (International House of Pancakes). Siden det var første gang jeg spiste der, valgte vi at lave en joke ud af det. Vi tog billeder med menukortet, tjeneren og alt muligt andet. Jeg fik såkaldte danske pandekager, der var dog ikke meget dansk over dem, udover formen.

-At blive ramt af bagenden af en lastbil. Ingen kom noget til, men det ødelagde vores sidespejl. Efter opkald til både den ene og den anden, og til sidst en chef, fik vi chaufføren til at holde ind, så vi kunne få hans forsikringsoplysninger.

-At møde Loris tante og hendes børn, samt at kæle med deres kæledyr.

-At kede mig selv halvt ihjel - ja det at sidde i den samme bil i sammenlagt 19 timer er ikke specielt morsomt. Heller ikke selvom man har en iPod og en bog.


-At møde Nick. Jeg kan kun sige, at han er mindst ligeså cool som resten af familien.





_____________________________________________________________


At first I wasn't even supposed to go, but Tuesday I told Lori that I'd go with them to San Antonio to pick up Nick.

In the two days I was there I;

-Ate at IHOP for the first time which turned out to be quite funny. We took pictures with the waitor and the menus to make sure I'd remember my first time there. I got so called Danish pancakes. The only Danish thing about them was the shape.

-Got hit by the end of a truck. Well actually it was the side-view mirror and no one got hurt.

-Met Lori's aunt and her children. And i held their pets.

-Was almot bored to death. To sit in a car for 19 hours total isn't exactly entertaining. Not even with a book and an iPod.

-Met Nick. He's at least as cool as the rest of the family!

Når det ikke føles vildt godt./when it doesn't feel good.

Pånær min mor og et par tætte venner, tror jeg ikke jeg på noget tidspunkt fortalte nogen, hvad jeg vil fortælle nu.

At tage til USA har i mange år været min store drøm. Da drømmen endelig blev til virkelighed for cirka et år siden græd jeg glædestårer, og jeg græder principielt ikke særligt ofte. Jeg var klar til at tage til USA her og nu og det kunne kun gå for langsomt.

Jeg kom i gennem alle forberedelser, det eneste jeg manglede var en værtsfamilie. Jeg ventede spændt, og håbede inderligt på en nordlig stat. En dag, da jeg var på arbejde, fik jeg en sms fra min mor. Jeg havde fået en værtsfamilie i Oklahoma. Jeg kunne have brudt sammen på stedet, det var ikke min drøm. Selvom familien virkede som et ret godt valg for mig, kunne jeg slet ikke se positivt på noget som helst.

Jeg hold humøret højt på ydersiden, men jeg fortalte dagligt min mor at jeg ikke havde lysten længere, at det ikke var min drøm længere. Hun kæmpede (hvilket jeg er hende uendeligt taknemmelig for) dagligt med mig, for at få mig til at indse at det jo stadig var min store drøm.

I maj tog jeg på en forberedelsescamp for kommende udvekslingsstudenter. Jeg håbede inderligt på at finde en der havde det ligesom mig, men uanset hvem jeg snakkede med, fik jeg kun overdrevet positive tanker tilbage. Jeg tog hjem endnu mere deprimeret end jeg var før. Hver gang nogle spurgte mig om jeg glædede mig til jeg skulle afsted, svarede jeg "selvfølgelig", men lysten var der slet ikke.

Hen over sommeren blev det kun værre. Stort set alle mine dage gik med at finde undskyldninger, og andre måder hvorpå jeg kunne slippe ud af det, jeg havde rodet mig ud i til at begynde med. Hver aften var en kamp. Der var ganske få dage hvor jeg glædede mig til de oplevelser jeg måske kunne få, men jeg var konstant bange for at alt ville gå galt. At min værtsfamilie og jeg ikke passede sammen, at jeg ville have store sprogvanskeligheder, at jeg ingen venner ville få eller at mine danske venner ville glemme mig.

Al denne bekymring har heldigvis vist sig slet ikke at være behøvet. Alt er bedre end jeg havde regnet med og jeg har allerede haft nogle af de bedste oplevelser i mit liv! Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker og selvom jeg ikke ligefrem er vild med varmen, kan jeg slet ikke forestille mig selv bo andre steder end Tonkawa. Min familie er perfekt og skolen er lettere end jeg havde troet. Jeg har allerede følelsen af, at jeg ikke vil forlade Tonkawa igen, det er begyndt at føles som mit andet hjem.

I søndags tog jeg en beslutning jeg aldrig havde regnet med at tage, de personer der har brug for at vide præcis hvad det er, ved det eller vil få det at vide. Det vil måske ikke virke stort for nogle mennesker, men det var et stort skridt for mig som person. Jeg har ikke lyst til at dele det med alle endnu, da jeg stadig skal vænne mig til tanken om det og min syn på verden skal ændres.

Grunden til at jeg ikke har valgt at fortælle om min ret negative oplevelse omkring ventetiden er, at jeg har været bange for folks reaktioner. Jeg har været bange for at blive stemplet som utaknemmelig og møgforkælet. Det har været hårdt og jeg har ikke villet vise en svag side af mig selv. Jeg er glad for at min familie har hjulpet så meget som de har, det betyder alt for mig at jeg sidder hvor jeg gør lige nu.

Undskyld for eventuelle stave- og grammatiske fejl.
______________________________________________

Except for my mom and some close friends I've never told anyone what I'm about to tell.

To go to the USA has been my dream for years now. When that dream finaly became true about a year ago I cried tears of joy and rarely cry at all. I was ready to leave that very moment. I simply couldn't get here fast enough.

I got through all the applications and preperations the only thing missing was a host familiy. I was waiting for a few months until I finally heard something. I was at work when I got a text from my mom saying that I'd gotten a familiy in Oklahoma. I could've started crying that very moment. Oklahoma was not my dream at all. Even though the family seemed really nice I couldn't see anything positive about it.

I seemed happy on the outside, but everyday I told my mom that I did not want to go anymore and that this wasn't my dream. She fought for me (I will be thankful forever) and told me that it was still my dream.

In May I went to a camp for people that were going to be foreign exchange students. I really longed to find someone who felt like I did, but everyone I talked to was really positive about it all. I went home even more depressed than I was before I got there. Everytime someone asked me if I was looking forward to go I told them "of course" but I didn't feel like going.

Over the summer it just got worse. I spent pretty much every day coming up with excuses and reasons for me to stay home. I wanted to get out of what I'd gotten myself into. Every night was a battle. There were very few days where I was looking forward to the great things I might experience. I was constantly afraid that something would go wrong. That my family wouldn't be right for me, that I would have big difficulties with the language, that I wouldn't make any friends or that my Danish friends would forget all about me.

Luckily I've been worrying for no reason at all. Everything is a lot better than I expected it to be and I've already had some of the best experiences in my life. I've met some amazing people here and even though I don't excactly love the heat I can't see myself in any other town than Tonkawa. The familiy is perfect and the school is a lot easier than I expected. I already feel like not going home again. Tonkawa is my second home now.

Sunday I made a decision I never thought I'd make. The people that needs to know excactly what it is already knows or I'll tell them soon. For some people it might not seem important, but it was a very big step for me as a person. I'm not quite ready to share with everyone just yet since I have to change some parts of the way I view my world first.

The reason I haven't told about my negative side of getting here is that I've had no idea what reaction I would get. I was scared that someone might look at me as ungrateful or too spoiled. It's been tough and I didn't want to show anyone my weak side. I can't thank my family enough. If it wasn't for you I wouldn't be sitting where I'm sitting this very moment.

I apologize for any annoying misspellings.

Terra Nova og ham der Gud.

Terra Nova er en kirke her i Tonkawa. Egentlig hedder den "First Christian Life Church" eller noget i den stil. Jeg var der første gang sidste søndag aften, for at se hvad deres youth gruppe render rundt og laver. Jeg tog Fransesca med og vi mødte Mary der, som er en ny udvekslingsstudent fra Kina.

Jeg blev ret overrasket over deres fremgangsmåde. Jeg have regnet med noget alá den youth gruppe jeg allerede deltager i om onsdagen, men det er helt, helt anderledes!

Vi ankom 6:30, for at spise med (der bliver altid serveret mad til youth - nok mest fordi det altid er placeret midt i aftensmadstiden). Jeg mødte Pastor Derrick, som er en 24-årig stor sort mand. Det første spørgsmål jeg fik fra ham var "Do you love Jesus?", hvorefter jeg måtte krølle tæer og fortælle ham at jeg egentlig ikke var religiøs. Han har dog den fedeste humor og fortæller konstant at han elsker Danmark og dansk dessert - hvor han kender Danmark og dansk dessert fra har jeg dog ingen anelse om.

Ved 7-tiden begyndte nogen at spille musik og folk begyndte at danse. En nedtælling blev sat i gang på storskærm og musikken blev gradvist højere. Da uret ramte 0:00 fik vi meddelelser leveret af Dalton på storskærm. Det var noget af det sjoveste jeg længe har set. Derefter gik et band på scenen - jeg er venner med de fleste af medlemmerne. De sang og spillede for Jesus, men det var ikke "almindelig" kirkemusik. Det var så fedt!

Da de var færdige gik Nick Debase, en "gæstepræst", på scenen. Han fortalte levende om et vers i Biblen. Han brugte sine egne oplevelser som eksempler. Det er nok første gang jeg virkelig har lyttet til en snakke om Gud. Han snakkede længe, men jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt.

Da han var færdig sad jeg med følelsen "wow". Jeg synes det er fantastisk at 16-20 årige uden problemer bare vier deres liv til en "person" de ikke kan tage at føle på.

Lori fortalte mig derefter noget, jeg aldrig har skænket en tanke. De er blevet "lært" at tro på Gud. De har aldrig kendt til et liv uden Gud. De er blevet slæbt med i kirke hver søndag siden de blev født, de er blevet opdraget med en Bibel. Personligt gik jeg kun i kirke i 7. klasse, det var året jeg blev konfirmeret, og jeg vil være ærlig og sige at jeg ikke var kristen. Jeg blev konfirmeret fordi alle mine klassekammerater blev det og jeg ville ikke stå som den eneste uden hvid kjole. Jeg er opdraget uden Gud i mit liv - ikke at jeg ser det som en negativ ting, overhovedet.

Jeg nærer 100% mere respekt for religiøse mennesker nu, end jeg gjorde inden tog afsted. Jeg tror stadig ikke på at der er en gud "deroppe", men jeg vil nu alligevel gerne undskylde for de gange jeg bare har benægtet enhver eksitens større end min egen.

Til sidst men ikke mindst, vil jeg vise jer noget knapt så seriøst. Nok mest til ære for "Derrick who loves Denmark!!!"

Edit: Jeg vil teste noget, jeg vil prøve at oversætte mine indlæg fremover, mest fordi mine amerikanske venner ofte spørger hvad jeg skriver om, og fordi min familie gerne vil læse med.

Terra Nova is a church here in Tonkawa. I think it's called "First Christian Life Church" or something like that. I was there for the first time last Sunday night to check out their youth group. Francesca came with me and we met the new Chinese exchange student, Mary, there.
I was really surprised. I expected something like the youth group I'm already attending on Wednesdays but it was totally different!

We arrived at 6:30 to eat. They always serve food, I think it's because it's during dinnertime. I met Paster Derrick there. The first question he asked me was "Do you love Jesus?" after which I had to admit that I don't really believe. He constantly tells me that he loves Denmark and danish dessert - where he knows anything about Denmark og danish dessert from, I have no idea.

Around 7 o'clock music started playing and people started to dance. A countdown was put in the big screen as the music continued. When the countdown reached 0:00 Dalton delivered messages on the screen. One of the funniest thing that night. After that a band started playing. They sang and played for Jesus but it wasn't regular "church music". I loved it.

After that Nick Debase started preaching. He used his own life as an example. I think it's the first time I've ever listened to someone who was talking about God and even though he talked for a long time I was never bored.

When he was done I was left with the feeling "wow". I think it's amazing how 16-20 year olds just devote their lives to a "person" they can't really see and feel.

Lori told me something after that, something I've never really thought of. They've been raised with God as a part of their lives. They don't know a life without him. They went to church every Sunday their whole lives. Personally I only went to church during 7th grade, the year of my Christian Confirmation and I have to be honest and tell that I wasn't religious back then either. I just didn't want to be the only one standing outside the church, watching all my friends dressed up.
I'm raised without God in my life - not that I see that as a negative thing at all.

I respect religious people a 100% more now than I did before I left Denmark. I still don't believe in God, but I still feel like apologizing for all the times I've denied any existence greater than my own.

Første Football Game

I går aftes var jeg til min første "football game". Bucs (vores hold) spillede på udebane hos Morrison High School.
Det var også Francescas første kamp, så vi fulgtes.

Vi var med ude på banen sammen med cheerleaderne for at byde vores hold velkommen.

Jeg fandt hurtigt ud af hvorfor Jake Love er holdets "stjernespiller", han sørgede for to touchdowns inden for første quarter.

Jeg må indrømme at jeg er imponeret over stemningen til kampen, det er meget federe end en dansk fodboldkamp! Jeg glæder mig allerede til næste fredag hvor vi spiller på hjemmebane.

Det falder mig efterhånden naturligt kun at tale engelsk og jeg er også begyndt at tænke mere på engelsk. Faktisk har det gjort det lettere at få venner.

Francesca og jeg er blevet ret gode venner, hun snakker om at blive her hele året, i stedet for kun at blive her til december, hvilket jeg er meget glad for. Efter jeg blev manager for Cross Country teamet er jeg også begyndt at snakke med Taylor, den anden manager.

I det hele taget begynder jeg nu at føle mig hjemme her, jeg er faldet rigtigt godt til med familien og skolen er blevet mere overskuelig.