2010

2010 må siges at have været et ret begivenhedsrigt år. Især den sidste halvdel af det. Jeg kan ikke helt forstå at jeg om en uge har været i længere tid, end jeg vil have tilbage.

Som så mange andre tænkte jeg at jeg ville lave en highlights liste. Dog kun over min tid i USA da resten er ret irrelevant for bloggen.

D. 6. August 2010.
- Dagen jeg forlod dansk jord og dagen hvor jeg en sidste gang prøvede at finde en måde hvorpå jeg kunne blive i Danmark.
D. 7. August 2010.
- Jeg mødte min fantastiske amerikanske familie. Fra det øjeblik var jeg lykkelig for at være taget afsted.
- Jeg var til YEC. Jeg husker tydeligt hvor overvældet jeg var af de mange kristne teenagere samlet på ét sted, og hvordan jeg var sikker på at det ikke kunne lade sig gøre i Danmark.
D. 13. August 2010.
- Min første amerikanske skoledag. Jeg var ret sikker på at jeg skulle dø den morgen, selvom det hele endte ret positivt.
D. 3. September 2010 og hver fredag derefter.
- Football kampe. Der var en helt særlig stemning ved hver kamp, en stemning jeg ikke har tænkt mig at glemme lige med det samme!
D. 5. September 2010.
- Det var dagen jeg besluttede mig for at tjekke Terra Nova ud og man må sige det var en oplevelse for livet. Jeg har været der hver søndag siden og spiller nu i deres band.
D. 19. September 2010.
- Jeg mødte en afrikansk gut på Terra Nova. Han introducerede mig til Gud på en anden måde end jeg havde set det før, og jeg blev frelst.
D. 23. September 2010.
- Jeg besøgte IHOP for første gang. Man må sige at deres danske pandekager ikke er danske overhovedet, men at jeg fik noget af en oplevelse ud af det.
- Første gang jeg forlod Oklahoma. Jeg endte i San Antonio, TX.
D. 4.-8. Oktober 2010.
- Homecoming uge. Selvom min skole nok ikke var den skole der gik allermest op i al udklædningen, var det alligevel ret fedt at se den school spirit der var omkring det hele.
D. 23. Oktober 2010.
- Jeg forlod igen Oklahoma, denne gang for at tage til Kansas.
November 2010.
- Jeg indså at jeg har mere end et sted jeg kalder "hjem". Begge steder har en stor plads i mit hjerte.
D. 25. November 2010.
- Thanksgiving. Jeg har ikke noget at sammenligne det med, da jeg ikke har fejret det før, men man må sige det er ret fedt at få fri fra skole for at spise kalkun.
D. 2. December 2010.
- Jeg oplevede en amerikansk juleparade, og var egentlig mest overrasket over deres farvede lys.
D. 17. December 2010.
- Forlod jeg endnu engang Tonkawa. Vi var i Louisiana for at fejre jul med Loris familie.
D. 25. December 2010.
- Min første amerikanske jul. Jeg må indrømme den var ret speciel.
_________________________________________________________
I must say 2010 has been an eventful year. Especially the last half of it. I can't really comprehend that in a week I've been here for a longer time than I will have left.

Here are my American highlights for 2010.
August 6, 2010.
- I took my last steps (at least for a while) in Denmark. And for one last time I tried to find a way to get out of it.
August 7, 2010.
- I met my amazing American family. From that moment I was so happy I came here.
- I attended YEC. I clearly remember how amazed I was that so many christian teenagers were gathered in one place and how I was certain that wasn't possible in Denmark.
August 13, 2010.
- First day of American school. That morning I was absolutely sure I wouldn't live through the day. It ended pretty good, though.
September 3, 2010 and every Friday after that.
- Football. I loved the atmosphere at every game!
September 5, 2010.
- I decided to check out Terra Nova and i must say it changed my life. I've been there every Sunday since.
September 19, 2010.
- I met and African guy at Terra Nova. He introduced me to God in a way I hadn't seen before and I got saved.
September 23, 2010.
- I ate at IHOP for the first time. All I have to say is that their Danish pancakes aren't Danish at all, but I had a good time.
- The first time I left Oklahoma. I ended up in San Antonio, TX.
October 4-8, 2010.
- Homecoming week. Even though my school wasn't that in to dressing up it was pretty cool to experience the school spirit.
October 23, 2010.
- I left Oklahoma to go to Kansas.
November, 2010.
- I realised I have more than one home. Both meaning a whole lot to me.
November 25, 2010.
- Thanksgiving. I don't really have anything to compare it to since I've never celebrated it before, but I must admit it's pretty cool to get out of school to eat turkey.
December 2, 2010.
- I experienced an American christmas parade. I was only surprised that their lights were colored.
December 17, 2010.
- I left Oklahoma once again. This time to go to Louisiana and celebrate christmas.
December 25, 2010.
- I experienced the American christmas. It was different, but awesome to try.

Jul/Christmas

Som lovet kommer her et indlæg om min amerikanske jul.

D. 24. var.. speciel. Jeg stod op og alt var som en normal dag. Jeg hang ud med en ven det meste af dagen, og var hjemme omkring klokken 5. Jeg følte lidt at jeg burde have brugt hele dagen sammen med familien, da jeg jo er vandt til at d. 24. er "familie dag". Dog brugte vi aftenen sammen som familie.
Vi havde peberkagehus-konkurrence. Jeg har aldrig før lavet et peberkagehus, så lad mig bare sige at det endte rimeligt interessant. Det faldt sammen mindst 3 gange, og det så helt forfærdeligt ud da jeg var færdig. Men i det mindste faldt det ikke sammen igen resten af aftenen.
Vi spillede nogle brætspil og så en film inden vi gik i seng.

Jeg må indrømme jeg sad lidt med følelsen af "nå" da jeg gik i seng. Jeg manglede min danske julemad, mine gaver, dans og sang om juletræet og min familie. Og ja, sne!

D.25. blev jeg vækket klokken 10. Jeg kunne sagtens have sovet en time eller to længere, men det var altså tid til at åbne gaver.
Vi sad rundt om juletræet og åbnede gaverne med vores navne på. Det var ret kaotisk, da jeg kommer fra en familie hvor én gave bliver åbnet ad gangen. Vi var færdige med at pakke gaver op efter cirka en halv time.
Derefter spiste vi morgenmad sammen. Amerikanske pandekager, hvor jeg dog elsker dem.

Det meste af dagen gik med at vi hver især tjekkede vores gaver ud. Jeg ringede til Danmark, da min familie hvert år er samlet den 25. til en stor julefrokost. Jeg nåede nærmest ikke engang at sige hej før der blev skrålet "Glædelig Jul" fra 20 familiemedlemmer.
Vi spillede nogle spil mens vi ventede på at aftensmaden skulle blive klar. Vi fik skinke, kartoffelmos, grønne bønner og en masse andet alt imens jeg drømte om flæskesteg, and og brunede kartofler.

Jeg ved ikke om jeg overromantiserer den danske jul, fordi jeg ikke er der til at opleve den i år. Det er sikkert tilfældet. Uanset hvad har denne jul været anderledes og jeg er glad for at have oplevet den.
Jeg har flere gange sendt en tanke til vejrguderne om at sende sne til mig, men det er måske ikke let at skabe de rette omstændigheder, når der i tirsdags var 17 grader.

Glædelig jul!
_________________________________________________________
As promised. A post about my American christmas.

December 24 was.. special. I got up and everything was as usual. I hung out with a friend most of the day and got home at about 5. I felt a little bad for not being at the house since I'm used to the 24. being "familiy day".
We had a gingerbread house contest. It was my first gingerbread house ever and... it sucked. It fell apart at least 3 times. For some reason, when it looked the worst, it decided to stay together.

I must admit I thought "that's it?" when I went to bed. I missed my grandma's amazing christmas food, opening my presents, dancing around the christmas tree and my familiy. And I missed snow.

December 25 someone woke me up waaay too early if you ask me. We sat around the tree and opened our presents. It seemed a little chaotic being from a family where only one present is allowed to opened at a time. When we were done unwrapping all of it we ate breakfeast. Pancakes the American way.
Most of the day everyone was checking out their stuff. I decided to call Denmark since my entire family usually gets together. I didn't even get to say "hello" before 20 people were yelling "Merry Christmas". I must admit it was nice to hear everyone again.
We played some games while we were waiting for dinner to get ready. I really missed the duck I usually eat on christmas.

I probably romantisize Danish christmas and it's just because I don't get to spend christmas like that this year. No matter what this christmas has been different and it's been great to experience!
I've been sending the clouds lots of nice thoughts about giving me just a little bit of snow, but maybe it's hard to create the right conditions for snow in a place like Oklahoma.

Merry Christmas!

Louisiana

Klokken 4 fredag morgen startede vi bilen og vendte snuden mod Louisiana. Første halvdel af turen gik mere eller mindre med at sove. Derefter var det sværre at få tiden til at gå. Efter ca. 12 timer endte vi hos Loris søster og resten af sin familie.

Fredagen forholdte sig stille og roligt, ser man bort fra diverse småbørn. Vi spillede nogle spil om aftenen og gik derefter i seng.

Lørdag skulle vi til Norwood (navnet på familien) julekomsammen. Jeg blev på forhånd advaret om en ret stor familie og at sandsynligheden for at jeg kunne huske navnene på dem alle var lille, da mine søskende heller ikke kan huske navnene på dem.
Vi mødte op omkring klokken 3 og spiste en mystisk ret fra Lousiana. Hvad den hedder, kan jeg ikke huske og hvad en består af har jeg absolut ingen anelse om, udover at en ingrediens var kylling.
Familien har nogle ret sjove historier om en gut der er refereret til som Uncle Jessie. Han valgte at medbringe fyrværkeri på Baileys opfordring.

Efter næsten tre timer gik vi i gang med at spille Dirty Santa. Resultatet er spillet er lidt det samme som pakkeleg, men fremgangsmåden er meget forskelling.
Alle der vil spille med medbringer én pakke. Derefter trækker alle et nummer fra 1-antal deltagere.
Nummer 1 må derefter vælge en pakke og åbne den. Nummer 2 kan derefter vælge at stjæle nummer 1's pakke som nu er åbnet, eller vælge at åbne en ny pakke og sådan går man igennem alle numrene. En åben pakke kan kun stjæles 3 gange før de er "død" og dermed ikke kan stjæles igen.

I USA hænger man en masse forskelligt gøgl på juletræet. Derfor har mange julefester også et "ornament-spil". Igen medbringer de der vil være med, en ting til juletræet. I mit tilfælde begyndte en person at læse en historie. Hver gang hun sagde ordet "right" skulle man sende sin gave til højre, og hver gang hun sagde "left" skulle man sende den til venstre, sådan at man ikke endte med sin egen gave.

Søndag havde vi endnu en julefest. Denne gang i Loris søsters hus. En del af menneskerne fra dagen før var der igen, dog kun dem på Loris side af familien. Her spiste vi kalkun, skinke, boller, cocktailpølser i barbeque sauce og andre ting.

I denne familie, for at undgå at bruge en formue på gaver og/eller glemme personer, trækker man en person som man skal give en gave til. Derfor skulle jeg af med en gave og jeg modtog en gave. Jeg havde ikke regnet med at få mere end den ene gave, men Loris familie havde fundet andre sjove ting til mig.

Midnat søndag aften begyndte vi at køre hjem igen. Efter en hel nat og en smule af dagen, sidder jeg nu hjemme igen. En højrøstet, men fantastisk weekend rigere.
____________________________________________________
4 o'clock Friday morning we started our trip to Louisiana. The first half of the trip I spend sleeping, after that it was a little harder to find something to do. About 12 hours later we were at Lori's sister's house.

We didn't really do anything that day. It was pretty calm, considering all the kids that were there.

Saturday was the day of the Norwood christmas party. I was warned about a huge family and that I probably wouldn't be able to remember half of their names. (They were right)
We got there about three o'clock and ate some kind of food they make in Louisiana. I don't remember the name of it and I don't remember what was in it besides chicken.

Later we played Dirty Santa. At first I had no idea what I was doing since it had nothing do to with the Danish way to play it. I'm used to it being a game where you have to throw a six on a dice to get a present. Well and a lot of other confusing rules.

After that we played a game with ornaments. I don't get why you'd play a game with ornaments. I still had fun, though.

Sunday we had another christmas party. This time it was at the house we were staying at. A lot of the people had been at the party the day before so it luckily it wasn't a bunch of new people again. We ate a lot of American christmas food.

Sunday at midnight we started driving back home. Now, almost 16 hours later I'm home. It was a loud, but an awesome weekend!

Prøver/Tests.

Det er sidste uge inden jul, det der i danske folkeskoler betyder en rimeligt useriøs uge. Sådan forholder det sig dog ikke her hvor jeg bor. Denne uge er fyldt med prøver i fag jeg absolut ikke har lyst til at have prøver i!
I morgen står den på Algebra II prøven, en test jeg ikke er så optimistisk omkring (Faktisk burde jeg nok læse en smule på stoffet i skrivende stund), onsdag har jeg en fysik semester test, som jeg er lidt mere sikker på.

I går var det min mors fødselsdag, Lori tvang mig til at ringe hjem, ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg har dårlig samvittighed over at bruge deres telefon til at ringe til Danmark, for at ønske min mor tillykke med fødselsdagen. Det var rigtigt godt at få snakket med både hende og min onkel igen. Egentlig var planen at bruge Skype, men ak, forbindelse vil bare ikke fungere til den slags.

Fredag har jeg officielt juleferie, dog smutter jeg til Louisiana allerede torsdag. Turen tager omkring 12 timer, hvilket er overvældende for mig, som kommer fra et land hvori det er muligt at køre fra den ene ende til den anden på den halve tid. I Louisiana skal jeg holde tidlig jul med Loris side af familien. Mandag morgen kører vi hjem igen.
Ellers står det meste af ferien i basketball'ens tegn. Vi har "scrimmage" (en slags træningskamp) nytårsaften, hvilket er knapt så fedt.

Jeg havde det troet det der med at blogge ville være en hel del lettere - men nej, der er bare ikke tid til det, så jeg undskylder meget manglen på indlæg for tiden. Jeg lover at jeg sender rigtigt mange tanker hjem til jer der læser med!
__________________________________________________
It's the last week of school before christmas break. A week I'm used not being serious at all. That's not how it works here. This week is going to be spend taking tests. Tests I have absolutely no interest in taking.
Tomorrow is my Algebra II test which i'm dreading to take. I'm not positive about it at all.
Wednesday is my physics test which I feel just a litte better about.

Yesterday was my mom's birthday so Lori made me call home, not because I didn't want to call my mom but because it's pretty expensive to call Denmark. Anyways it was really awesome to get to talk to my mom and uncle again. I hadn't expected it to be so hard to speak Danish, though.
Actually we planned to use Skype while I was here, but the connection sucks so I kinda gave up.

I'm officially on christmas break this Friday but I'm leaving Thurday to go to Louisiana. I'm spending the weekend with Lori's family to celebrate christmas. It's a 12 hour drive which seems insane for me, who comes from a country in which you can drive from one end to the other in about 7 hours.

Btw, I thought that blogging would've been a lot easier than it actually is. I really apologize for not updating it more often. I think a lot of you people back home!

December

Jeg må indrømme det er en smule mærkeligt ikke at jeg ikke er hjemme denne måned. Det er den tid på året hvor jeg bruger mest tid sammen med min familie, og at tilbringe den tid i et andet land virker en smule trist.

Jeg glæder mig dog til at se den amerikanske måde at fejre jul på. Byen er pyntet op dvs. Grand er den eneste gade med pynt, men det nu meget hyggeligt alligevel. Juletræt (af plastic ;) ) er sat op i stuen med blinkende lys og gaverne er allerede placeret under det. Min familie har sendt brændte mandler, pebernødder og en julekalender hvilket også hjælper lidt på julestemningen.

Om det er fordi Thanksgiving knapt er ovre eller om det bare er fordi det ikke er helt det samme her, ved jeg ikke, men jeg er altså ikke helt i julestemning som normalt.



I dag var jeg til Tonkawa's juleoptog. Det mindede ret meget om Lunderskovs optog bortset fra at det er skolens orkester der spiller og de har deres brandbiler, ambulancer og politibiler med.

Udover der er deres optog om aftenen, så det var rigtigt flot da juletræet blev tændt. Dog blev jeg overrasket da jeg så at det var røde, blå og grønne lys ikke "almindelige" lys som vi har i vores by.

Shania og Francesca syntes det var en fantastisk idé at tage et billede sammen med julemanden (som i øvrigt bor på Grøndland - ikke Nordpolen), så vi endte 5 mennesker på billedet.


Jeg har det stadig rigtigt godt her, og jeg elsker stadig Tonkawa. Jeg så taknemmlig at det har været så let at falde til!

Men som jeg skrev på Facebook den anden dag; Det er sådan set ikke Danmark jeg savner, det er menneskerne der gør Danmark til hvad det er, jeg savner.
___________________________________________

I must admit that it's a little weird not to be in Denmark during this month. This is the time of year I spend the most time wth my family and to spend this time in another country seems a little sad.

I do look forward to experiencing the American christmas, though. The town i decorated, which means Grand is the only street with decorations, but it's still really nice! The christmas tree is decorated and the presents are already under the tree (mom you should do that when I get home too!). My family has sent me Danish christmas cookies and other stuff which helps me to get in the christmas mood.

If it's because Thanksgiving is barely over or if it's just because christmas isn't exactly the same here, I don't know, but the atmosphere isn't quite right yet.

Today I was at Tonkawa's christmas parade. It was a lot like Lunderskov's (The town I live in in Denmark.) parade except they used the High School band and it's at night. I've never thought of it until today but it does make a lot more sense to light the tree when it's dark. I must admit I got a little surprised when I saw that the lights were colored and not just "white".

Shania and Francesca thought it was an amazing idea to take a picture with Santa (who btw lives in Greenland and not the North Pole). We ended up 5 people in Santa's little house to take a picture.

I still love it here and I'm so thankful that it's been so easy to settle down in Tonkawa.

Fodbold jeg undskylder../Soccer I apologize..

.. Men basketball er altså bare federe.
Godt nok ligner jeg noget der er mere eller mindre retarderet når træner og det at jeg har skinnebensbetændelse og dermed ikke træner så meget som de andre, gør det ikke ligefrem kønnere. Men jeg kan finde motivationen til at blive ved i modsætning til CC.

Det der med at træne hver dag efter skole har været en stor omvæltning i forhold til Danmarks "1 til 2 ganges træning om ugen må være nok". Fordelene ved så "intens" sport er at man ser forbedringer meget hurtigere, man kommer sjovt nok hurtigere i form og man når hurtigere over humplen med muskelømhed. Ulemperne i mit tilfælde er så bl.a. at jeg har fået skinnebensbetændelse, en grum en af slagsen, den slags der ikke har lyst til at forsvinde trods mange forsøg på at få det til at makke ret. Men jeg elsker stadig basketball og jeg kan ikke vente til sæsonen begynder!

Men altså, jeg laver også andre ting end at spille basketball (eller mangel på samme). Jeg har fået mit første C nogensinde i en fantastisk Algebra II test. Jeg har herved konkluderet at jeg havde ret - matematik er altså bare ikke mig, medmindre det handler om geometri. Resten af mine klasser går bedre end jeg havde forventet! Især når jeg kender mig selv godt nok til, at jeg normalt bliver skoletræt på denne tid af året.

Jeg kan fortælle at amerikansk mad er begyndt at sætte sine spor. Skittles og Reese's (peanutbutter cups, som ikke kan købes i Danmark hvad jeg ved af) er meget fristende og alt for billige. Min gode gamle vane med at spise konstant gør det nok heller ikke meget bedre, specielt når amerikansk mad generelt er federe er en dansk mad. For at veje lidt op på al maden, er jeg stoppet helt med at drikke sodavand, hvilket jeg håber hjælper en smule (selvom det sikkert ikke gør den store forskel, vælger jeg stadig at tro på det)

Og forresten, tak til jer der har sendt breve og slik! Jeg sætter pris på en hilsen fra mine venner og familie på den måde! Godt nok er Facebook en stor hjælp til at holde mig opdateret, men det er nu rart at få en personlig hilsen i form af et brev! Jeg har det fantastisk herovre og er faldet rigtigt godt til. Jeg savner jer meget, men jeg føler mig virkelig hjemme her og har ikke rigtigt lyst til at tage hjem til sommer, selvom der er lang tid til endnu.

________________________________________________________
... But basketball is just cooler.
I might look more or less retarted in practice and the fact that I have shin splints and therefore doesn't practice as much as the rest of the team doesn't exactly make it look any better. But at least I can find the motivation to keep going unlike CC.

To practice every day after school has been a radical change compared to Denmark's "1 or 2 practices a week is enough". The advantages of practicing that often are that you see improvements a lot faster, you get in shape faster, and you don't have sore muscles after every practice. The disadvantage in my case is that I've gotten shin splints. Shin splints that apparently don't feel like going away even though I've tried lots of stuff to make them do so. I still love basketball, though and I can't wait for the season to get started!

I do spend my time doing other stuff than playing basketball. I've gotten my first C ever - on an Algebra II test. I've hereby concluded that math and I will just never be good friends unless it's about geometry. At least the rest of my classes seem to be going okay which is better than I expected since I'm normally too tired of school to pay attention by this time of the year.

I can tell that American food has started to affect my body. Skittles and Reese's are really tempting and way too cheap. My habbit of eating constantly hasn't changed since I got here which probably doesn't do any good. To feel a little better about the food I stopped drinking pop even though it's probably not gonna make anything better, but I'm gonna believe that it does anyway.

Btw, thanks for sending letters and candy! I really appreciate some news from my friends and family. Even though Facebook is good at keeping me updated, it's nice to get something especially written for me. I'm really good over here and it's feeling like home. I miss you guys a lot, but I don't feel like going home this summer even though it's gonna be a long time until summer.

Efterår/Fall

Det er starten af november og jeg har været i USA i 3 måneder. Det har uden tvivl været 3 af de bedste måneder i mit liv, men jeg kan nu godt mærke at jeg er begyndt at savne Danmark en smule.

Her er træerne stadig grønne, godt nok er vejret endeligt blevet koldere (dog fra den ene uge til den anden), men jeg savner efterår.

Jeg savner i slutningen af september at se hvordan træerne langsomt skifter farve og hvordan vejret langsomt bliver koldere.

Jeg savner at sidde med et tæppe i stuen med stearinlys omkring mig og varm kakao.

Jeg savner at stå i køkkenet og lave mad med min mor.

Jeg savner at sidde i min mormor og morfars køkken og spise alt for mange småkager alt i mens vi snakker om hverdagens gang.

Jeg savner min morfars evige snak om, at jeg skal hjælpe ham med en bil.

Jeg savner den julestemning alle butikker starter i starten af november, trods jeg altid har hadet den tidlige start på julen.

Jeg savner Danmark, alt i mens jeg elsker USA.

Jeg kan til gengæld begynde at se en amerikaner i mig selv.

Amerikansk er ligeså meget "mit sprog" som dansk er det.

USA er ligeså meget "mit land" som Danmark er det.

Og min værtsfamilie er ligeså meget min familie som danske familie er det.
______________________________________________________
It's the beginning of November and I've been in America for three months. It's been three of the best months of my life! But I'm beginning to miss Denmark a little bit.

The trees are still green here. Finally the weather has cooled down but it felt like it changed from one day to another.

I miss fall.

I miss to watch the trees change color by the end of September and to feel how the weather slowly cools down.

I miss to sit in the living room wrapped in a blanket with a cup of hot chocolate and look at the candles burn down.

I miss to cook with my mom.

I miss to sit in my grandparent's kitchen and eat way too many cookies and talk about an ordinary day.

I miss my grandpa constantly asking me to help him with a car.

I miss the christmas feeling the stores start in the beginning of November even though I've never liked the early start of christmas.

I miss Denmark, but at the same time I love America.

I'm starting to see an American in myself.

English is as much "my language" as Danish is.

America is as much "my country" as Denmark is.

And my American family is as much my family as my Danish family is.

Fall Break

Siden torsdag har jeg haft fall break, eller efterårsferie.

Torsdag brugte jeg ikke rigtigt på noget. Jeg tog med Racheal til kirken for at hænge ud mens hun lavede meddelselserne til Terra Nova. Derefter tog vi hjem til Francesca hvor jeg blev indtil fodboldkampen begyndte.

Da kampen sluttede tog jeg med Robin, Katie og Francesca til Oklahoma City. Vi ankom sultne omkring midnat så det eneste der sted der stadig havde åbent var IHOP.

De tog en evighed for dem at få vores mad klar så vi var først tilbage på hotellet omkring halv 2. Grundet den sene sengetid, stod vi ikke op før klokken 11:00 næste formiddag.

Derefter begyndte vi dagens shopping. Der blev kigget på prom kjoler, tøj, sko og alt for mange andre fristende ting. Vi spiste frokost på Cheesecake Factory.

Da vi var færdige og jeg havde brugt alt for mange penge, tog vi ud at spise på The Melting Pot. Desserten var den bedste jeg har fået længe!

Lørdag morgen stod vi op klokken 6:30 for at nå til Katie's CC state meet. Egentlig skulle pigerne løbe klokken 10 men torden forsinkede starten med en time og 15 minutter. Derfor blev vi nødt til at smutte før drengene blev færdige med at løbe. Tonkawa's drenge blev nummer 3 og pigerne nummer 5 hvilket er den bedste præstation nogensinde for vores team.

Vi kørte tilbage til Tonkawa og tog kort efter til Wichita, KS med youth gruppen. Vi skulle nemlig besøge et "dom hus". Egentlig var det en kirke der havde sat et slags skuespil op. Vi blev ført igennem flere rum hvor forskellige handlinger tog sted. Meningen med det hele er, at man skal tænke over hvorvidt man har taget den rigtige beslutning mht til Gud. Om man har taget den rigtige beslutning hvis du dør i morgen. De første os igennem deres fortolkning af helvede og himlen. Det var ret interessant og fik mig til at tænke over det liv jeg lever lige nu.

Vi endte dagen med at tage til en kornlabyrint. Vi lavede bål og stegte hotdogs og lavede s'mores. Det var rigtigt hyggeligt det blev dog rimeligt koldt senere på aftenen.

____________________________________________

So I had fall break from Thursday until Sunday.

Thursday was spent on pretty much nothing. I went to the church with Racheal to make the announcements (which turned out awesome btw). After that I went to hang out with Francesca and I went to the football game with her.

When the game was over Robin, Katie, Francesca and I went to Oklahoma City. We arrived at midnight so we had to eat at the only place open which turned out to be IHOP. They took forever to get our food done so we didn't go to bed until way too late.

Friday was spent on shopping and spending way more money than I was supposed to. We had lunch at Cheesecake Factory.

Katie made us get up at 6:30 Saturday morning so we were going to be at the state CC meet in time. We were there an hour and a half too early. Someone then decided it was time for some rain and thunder so the race didn't start until 11:15. Because of that we had to leave early to make it home in time. Congrats to the teams! You did an awesome job!

We got back to Tonkawa and left pretty soon thereafter. We had to go to Wichita to go to a judgement house. A judgement house is like a theater, but different. We saw different scenarios in different rooms. We got led through their interpretation of Heaven and Hell and we saw how this church thought the judgement would be like. It really made me think about my decision about God!

We ended the day at the corn maze making s'mores and hotdogs.

Tid/Time

Tid kan til tider være et svært begreb. Her flyver tiden afsted - bogstavligt talt. Da min mor den anden dag fortalte mig, at jeg havde været her i mere end to måneder, sad jeg og tænkte "Hvad, det er da kun en uge siden, jeg havde været her i en måned". Det gør mig trist at vide at der er en tidsbegrænsning på det eventyr jeg lever lige nu, men det var reglen, jeg accepterede da jeg fik muligheden for at leve dét eventyr.

Jeg kan forstå på det, at min familie og venner savner at høre fra mig, andre steder end her på bloggen.
Først og fremmest vil jeg gerne undskylde - det er altså ikke fordi jeg ikke har lyst til at snakke med eller fordi jeg ikke savner jer, for det vil og gør jeg!

Skolesystemet her er anderledes end det er i Danmark. Jeg får ikke fri klokken 13:30 som jeg gjorde før sommerferien, her får jeg først "fri" fra skole 15:30 hvorefter jeg har omkring 2 timers basketball træning. Det betyder, at jeg ikke kommer hjem før omkring klokken 17:00-17:30.
Derefter har jeg nogle dage lektier, andre dage falder jeg om af træthed når jeg træder ind ad døren.
Jeg har fået en plads i Christian Life Church bandet. Jeg elsker at være der og bruge tid sammen med dem! Et band kræver, at man øver af og til, vi øver en gang om ugen plus en times tid før vi spiller. hvilket som oftest er søndag morgen og igen søndag aften.

For cirka en måned siden gav jeg mit liv til Gud. Det betyder ikke (som jeg endnu ikke har gjort) at jeg nu vil fortælle om Gud og Jesus hele tiden, men jeg bruger en del mere tid på kirkeaktiviteter. Jeg ved at dette nok er overraskelse for mange af mine danske venner - og min familie for den sags skyld - da noget af det sidste jeg sagde var, at jeg ikke ville begynde at tro på Gud. Jeg kan kun nikke genkendende til "man har et standpunkt til man tager et nyt".

Alt dette er ikke for at slippe for at sende en mail, eller ringe til jer på Skype, men for at give jer en forståelse for, at det altså ikke er fordi, jeg ikke tænker på jer, at jeg ikke kontakter jer. Jeg har det rigtigt godt - The time of my life, for at være mere præcis. Alle har været rigtigt rare og imødekommende. Jeg håber jeg bliver ved med at elske USA som jeg gør nu.

Jeg vil gøre mit bedste for at sende lovede billeder og mails indenfor nær fremtid! Jeg savner jer (og dansk mad) rigtigt meget!
__________________________________________________
Time is sometimes hard to explain. The time is passing by so quickly. The other day when my mom told me that I've been here for little more than two months I was thinking: "No way, it was only a week ago I'd been here for a month". It makes me sad to know that there's a time limit to the adventure I'm living right now, but that was the rule when I chose to live that adventure.

I understand that my Danish family and friends miss to hear something from me other than reading this blog.
First of all I really want to apologize! It's not because I don't want to talk to you or that I don't miss you - I do!

The school system is different here than it is in Denmark. I don't get out of school until 3:30 and then I have basketball practice until 5:00 o'clock which means I'm usually not home until 5:30 or something like that. Afterwards I sometimes have homework.

I've become a member of the band at the First Christian Life Church. I love to be in it and I love to hang out with the people in it! A band needs practice and we usually practice once a week and and hour or so before we play.

About a month ago I gave my life to God. That doesn't mean that I'll start talking about God and Jesus all the time - which I haven't done so far anyways. I know this is probably a surprise to my Danish friends and family since one of the last things I told them before I left, was that I would not start believing. Anyways this means that I spend a lot more time at church activities than I'd do otherwise.

All this isn't to get out of sending you an e-mail or calling you on Skype, but to try to make you understand that I am thinking about you even if I don't contact you a lot. I'm having the time of my life and I hope I'm going to keep loving the USA as much as I do right now!

I'll do my best to send the pictures and e-mails I've promised to send! And I'll do it soon! I miss you (and Danish food) a lot!

Homecoming.

Den sidste uge har været homecoming uge. Homecoming er en amerikansk tradition som bliver afholdt i forbindelse med sport, denne gang football. På THS er hver dag i ugen en "klæd dig ud dag"

Mandag var hatte-dag. Normalt er hatte, huer, kasketter etc. imod dresscoden, men denne dag kunne alle bære hovedbeklædning mod at betale en dollar for at støtte cystik fibrose.

Jeg betalte en dollar for at støtte en god sag, men for at være ærlig, endte min hat i mit skab hele dagen.



Tirsdag var "årti"-dag. Hvert klassetrin havde fået tildelt et årti som de skulle klæde sig efter. Juniors var 80'erne. Trods modvilje fra min side endte jeg med at tage i skole klædt som var jeg født i 80'erne. Selvom homecoming er en amerikansk tradition var overraskende få klædt ud.



Onsdag var twinkie-dag. Dvs. du klæder dig som din bedste ven/veninde hele dagen. Bailey og jeg valgte at være twinkies og lavede t-shirts med henholdsvis det danske og det amerikanske flag. Kort før vi skulle være på skolen faldt mit flag af. Gaffa tape er åbenbart ikke så perfekt.

Torsdag var yndlings Buc dag. Det gik ud på at klæde sig som sin yndlings Buccaneer - altså at have deres football jersey på. Det er for det meste pigerne der er bruger denne dag. Jeg havde Clints jersey på.


Fredag var homecoming dag. Alle havde deres homecoming t-shirt og (hvis de havde en) deres mum på. Vi fik fri fra skole før frokostpausen for at se skolens pep-assembly. Alle årgange havde lavet en sketch som de viste for hele skolen. Seniors havde dog ingen - skuffende. Udover det, opviste cheerleaderne og gamle studenter var på skolen. De sidste par uger har quarterback klubben samlet penge ind. Man kunne donere hvilket som helst beløb til freshmen, sophomores, juniors, seniors, cheerleaderne, managerne og/eller trænerne. Gruppen med flest penge skulle vælge to til at kysse en gris. Cheerleaderne "vandt" men endte med at få reglerne ændret til, at en fodboldspiller fra hver årgang skulle kysse grisen i stedet. Homecoming konge og dronning kandidaterne blev præsenteret. Da den sidste kandidat blev præsenteret mangledes der informationerne på ham så taleren måtte improvisere, hvilket gik ret godt.



Da vi var færdige der tog vi ned i byen for at se paraden. Alle årgange havde lavet en float med deres årti som emne. Vi havde valgt Ghostbusters som vores tema da vores modstandere til football kampen var Alva Goldbugs, vi ænderede derefter navnet til Bugbusters. Efter paraden havde forskellige klubber og klasser sat boder op for at tjene penge til f.eks. prom.


Om aftenen tog vi til football kampen som vi gør hver fredag. Lori gav mig ansvaret for at tage billeder, så jeg endte på første række (bogstavligt talt - jeg stod på sidelinjen sammen med holdet) med Lori's noget så fede linse. Vi scorede to touchdowns rimeligt hurtigt.


Da der var halvleg blev homecoming kandidaterne præsenteret på banen. Jake Love og Markie Burgess blev homecoming konge og dronning.
Vi endte med at vinde kampen og vi tog derefter til homecoming "bal".

Egentlig var det ikke et bal men bare en gruppe mennesker der valgte at danse en halvanden time. Det var ret hyggeligt, men det er ikke helt det samme at være hjemme 11:30.

_____________________________________________________

This week was homecoming week. (I feel kind of dumb explaining this in english when practically every American knows what homecoming is) Homecoming is an American tradition. This homecoming week was for football. At THS every day in the week is a dress up day.

Monday was hat day. Everyone can pay a dollar to wear a hat. I paid a dollar but my hat ended up in my locker all day.

Tuesday was decade day. Every class had their own decade. I'm a junior and we had the 80s. Even though i didn't feel like dressing up I ended up going to school dressed like I was living in the 80s.

Wednesday was twinkie day. Bailey and I were twinkies. We made t-shirts with the Danish and the American flag. My flag ended up falling off right before we had to leave. I guess duct tape isn't always perfect.

Thursday was favorite Buc day. I was wearing Clint's jersey that day.

Friday was the day of homecoming. Everyone had their homecoming t-shirts and mums on. We got out of school before lunch and we went to the pep assembly. Every class had made a skit to show the entire school. The cheerleaders peformed and a football player from each class had to kiss a pig. The candidates for homecoming king and queen was introduced. Josh did a pretty good job on improvising when the last person was introduced.

When we were done we went downtown to watch the parade. Each class had made a float to represent their decade. The band was playing in the parade.

The football game started out good with two touchdowns. Lori had given me the camera to take pictures at the game. I was standing at the sideline during the first half. During halftime the homecoming king and queen was revealed. Jake Love was king and Markie Burgess was queen. We ended up winning the game.

San Antonio

Egentlig var det slet ikke meningen jeg skulle afsted, men tirsdag valgte jeg at sige ja til at tage med til San Antonio, Texas, for (min værtsbror) fra sin base.



På to dage nåede jeg;

-At spise på IHOP (International House of Pancakes). Siden det var første gang jeg spiste der, valgte vi at lave en joke ud af det. Vi tog billeder med menukortet, tjeneren og alt muligt andet. Jeg fik såkaldte danske pandekager, der var dog ikke meget dansk over dem, udover formen.

-At blive ramt af bagenden af en lastbil. Ingen kom noget til, men det ødelagde vores sidespejl. Efter opkald til både den ene og den anden, og til sidst en chef, fik vi chaufføren til at holde ind, så vi kunne få hans forsikringsoplysninger.

-At møde Loris tante og hendes børn, samt at kæle med deres kæledyr.

-At kede mig selv halvt ihjel - ja det at sidde i den samme bil i sammenlagt 19 timer er ikke specielt morsomt. Heller ikke selvom man har en iPod og en bog.


-At møde Nick. Jeg kan kun sige, at han er mindst ligeså cool som resten af familien.





_____________________________________________________________


At first I wasn't even supposed to go, but Tuesday I told Lori that I'd go with them to San Antonio to pick up Nick.

In the two days I was there I;

-Ate at IHOP for the first time which turned out to be quite funny. We took pictures with the waitor and the menus to make sure I'd remember my first time there. I got so called Danish pancakes. The only Danish thing about them was the shape.

-Got hit by the end of a truck. Well actually it was the side-view mirror and no one got hurt.

-Met Lori's aunt and her children. And i held their pets.

-Was almot bored to death. To sit in a car for 19 hours total isn't exactly entertaining. Not even with a book and an iPod.

-Met Nick. He's at least as cool as the rest of the family!

Når det ikke føles vildt godt./when it doesn't feel good.

Pånær min mor og et par tætte venner, tror jeg ikke jeg på noget tidspunkt fortalte nogen, hvad jeg vil fortælle nu.

At tage til USA har i mange år været min store drøm. Da drømmen endelig blev til virkelighed for cirka et år siden græd jeg glædestårer, og jeg græder principielt ikke særligt ofte. Jeg var klar til at tage til USA her og nu og det kunne kun gå for langsomt.

Jeg kom i gennem alle forberedelser, det eneste jeg manglede var en værtsfamilie. Jeg ventede spændt, og håbede inderligt på en nordlig stat. En dag, da jeg var på arbejde, fik jeg en sms fra min mor. Jeg havde fået en værtsfamilie i Oklahoma. Jeg kunne have brudt sammen på stedet, det var ikke min drøm. Selvom familien virkede som et ret godt valg for mig, kunne jeg slet ikke se positivt på noget som helst.

Jeg hold humøret højt på ydersiden, men jeg fortalte dagligt min mor at jeg ikke havde lysten længere, at det ikke var min drøm længere. Hun kæmpede (hvilket jeg er hende uendeligt taknemmelig for) dagligt med mig, for at få mig til at indse at det jo stadig var min store drøm.

I maj tog jeg på en forberedelsescamp for kommende udvekslingsstudenter. Jeg håbede inderligt på at finde en der havde det ligesom mig, men uanset hvem jeg snakkede med, fik jeg kun overdrevet positive tanker tilbage. Jeg tog hjem endnu mere deprimeret end jeg var før. Hver gang nogle spurgte mig om jeg glædede mig til jeg skulle afsted, svarede jeg "selvfølgelig", men lysten var der slet ikke.

Hen over sommeren blev det kun værre. Stort set alle mine dage gik med at finde undskyldninger, og andre måder hvorpå jeg kunne slippe ud af det, jeg havde rodet mig ud i til at begynde med. Hver aften var en kamp. Der var ganske få dage hvor jeg glædede mig til de oplevelser jeg måske kunne få, men jeg var konstant bange for at alt ville gå galt. At min værtsfamilie og jeg ikke passede sammen, at jeg ville have store sprogvanskeligheder, at jeg ingen venner ville få eller at mine danske venner ville glemme mig.

Al denne bekymring har heldigvis vist sig slet ikke at være behøvet. Alt er bedre end jeg havde regnet med og jeg har allerede haft nogle af de bedste oplevelser i mit liv! Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker og selvom jeg ikke ligefrem er vild med varmen, kan jeg slet ikke forestille mig selv bo andre steder end Tonkawa. Min familie er perfekt og skolen er lettere end jeg havde troet. Jeg har allerede følelsen af, at jeg ikke vil forlade Tonkawa igen, det er begyndt at føles som mit andet hjem.

I søndags tog jeg en beslutning jeg aldrig havde regnet med at tage, de personer der har brug for at vide præcis hvad det er, ved det eller vil få det at vide. Det vil måske ikke virke stort for nogle mennesker, men det var et stort skridt for mig som person. Jeg har ikke lyst til at dele det med alle endnu, da jeg stadig skal vænne mig til tanken om det og min syn på verden skal ændres.

Grunden til at jeg ikke har valgt at fortælle om min ret negative oplevelse omkring ventetiden er, at jeg har været bange for folks reaktioner. Jeg har været bange for at blive stemplet som utaknemmelig og møgforkælet. Det har været hårdt og jeg har ikke villet vise en svag side af mig selv. Jeg er glad for at min familie har hjulpet så meget som de har, det betyder alt for mig at jeg sidder hvor jeg gør lige nu.

Undskyld for eventuelle stave- og grammatiske fejl.
______________________________________________

Except for my mom and some close friends I've never told anyone what I'm about to tell.

To go to the USA has been my dream for years now. When that dream finaly became true about a year ago I cried tears of joy and rarely cry at all. I was ready to leave that very moment. I simply couldn't get here fast enough.

I got through all the applications and preperations the only thing missing was a host familiy. I was waiting for a few months until I finally heard something. I was at work when I got a text from my mom saying that I'd gotten a familiy in Oklahoma. I could've started crying that very moment. Oklahoma was not my dream at all. Even though the family seemed really nice I couldn't see anything positive about it.

I seemed happy on the outside, but everyday I told my mom that I did not want to go anymore and that this wasn't my dream. She fought for me (I will be thankful forever) and told me that it was still my dream.

In May I went to a camp for people that were going to be foreign exchange students. I really longed to find someone who felt like I did, but everyone I talked to was really positive about it all. I went home even more depressed than I was before I got there. Everytime someone asked me if I was looking forward to go I told them "of course" but I didn't feel like going.

Over the summer it just got worse. I spent pretty much every day coming up with excuses and reasons for me to stay home. I wanted to get out of what I'd gotten myself into. Every night was a battle. There were very few days where I was looking forward to the great things I might experience. I was constantly afraid that something would go wrong. That my family wouldn't be right for me, that I would have big difficulties with the language, that I wouldn't make any friends or that my Danish friends would forget all about me.

Luckily I've been worrying for no reason at all. Everything is a lot better than I expected it to be and I've already had some of the best experiences in my life. I've met some amazing people here and even though I don't excactly love the heat I can't see myself in any other town than Tonkawa. The familiy is perfect and the school is a lot easier than I expected. I already feel like not going home again. Tonkawa is my second home now.

Sunday I made a decision I never thought I'd make. The people that needs to know excactly what it is already knows or I'll tell them soon. For some people it might not seem important, but it was a very big step for me as a person. I'm not quite ready to share with everyone just yet since I have to change some parts of the way I view my world first.

The reason I haven't told about my negative side of getting here is that I've had no idea what reaction I would get. I was scared that someone might look at me as ungrateful or too spoiled. It's been tough and I didn't want to show anyone my weak side. I can't thank my family enough. If it wasn't for you I wouldn't be sitting where I'm sitting this very moment.

I apologize for any annoying misspellings.

Terra Nova og ham der Gud.

Terra Nova er en kirke her i Tonkawa. Egentlig hedder den "First Christian Life Church" eller noget i den stil. Jeg var der første gang sidste søndag aften, for at se hvad deres youth gruppe render rundt og laver. Jeg tog Fransesca med og vi mødte Mary der, som er en ny udvekslingsstudent fra Kina.

Jeg blev ret overrasket over deres fremgangsmåde. Jeg have regnet med noget alá den youth gruppe jeg allerede deltager i om onsdagen, men det er helt, helt anderledes!

Vi ankom 6:30, for at spise med (der bliver altid serveret mad til youth - nok mest fordi det altid er placeret midt i aftensmadstiden). Jeg mødte Pastor Derrick, som er en 24-årig stor sort mand. Det første spørgsmål jeg fik fra ham var "Do you love Jesus?", hvorefter jeg måtte krølle tæer og fortælle ham at jeg egentlig ikke var religiøs. Han har dog den fedeste humor og fortæller konstant at han elsker Danmark og dansk dessert - hvor han kender Danmark og dansk dessert fra har jeg dog ingen anelse om.

Ved 7-tiden begyndte nogen at spille musik og folk begyndte at danse. En nedtælling blev sat i gang på storskærm og musikken blev gradvist højere. Da uret ramte 0:00 fik vi meddelelser leveret af Dalton på storskærm. Det var noget af det sjoveste jeg længe har set. Derefter gik et band på scenen - jeg er venner med de fleste af medlemmerne. De sang og spillede for Jesus, men det var ikke "almindelig" kirkemusik. Det var så fedt!

Da de var færdige gik Nick Debase, en "gæstepræst", på scenen. Han fortalte levende om et vers i Biblen. Han brugte sine egne oplevelser som eksempler. Det er nok første gang jeg virkelig har lyttet til en snakke om Gud. Han snakkede længe, men jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt.

Da han var færdig sad jeg med følelsen "wow". Jeg synes det er fantastisk at 16-20 årige uden problemer bare vier deres liv til en "person" de ikke kan tage at føle på.

Lori fortalte mig derefter noget, jeg aldrig har skænket en tanke. De er blevet "lært" at tro på Gud. De har aldrig kendt til et liv uden Gud. De er blevet slæbt med i kirke hver søndag siden de blev født, de er blevet opdraget med en Bibel. Personligt gik jeg kun i kirke i 7. klasse, det var året jeg blev konfirmeret, og jeg vil være ærlig og sige at jeg ikke var kristen. Jeg blev konfirmeret fordi alle mine klassekammerater blev det og jeg ville ikke stå som den eneste uden hvid kjole. Jeg er opdraget uden Gud i mit liv - ikke at jeg ser det som en negativ ting, overhovedet.

Jeg nærer 100% mere respekt for religiøse mennesker nu, end jeg gjorde inden tog afsted. Jeg tror stadig ikke på at der er en gud "deroppe", men jeg vil nu alligevel gerne undskylde for de gange jeg bare har benægtet enhver eksitens større end min egen.

Til sidst men ikke mindst, vil jeg vise jer noget knapt så seriøst. Nok mest til ære for "Derrick who loves Denmark!!!"

Edit: Jeg vil teste noget, jeg vil prøve at oversætte mine indlæg fremover, mest fordi mine amerikanske venner ofte spørger hvad jeg skriver om, og fordi min familie gerne vil læse med.

Terra Nova is a church here in Tonkawa. I think it's called "First Christian Life Church" or something like that. I was there for the first time last Sunday night to check out their youth group. Francesca came with me and we met the new Chinese exchange student, Mary, there.
I was really surprised. I expected something like the youth group I'm already attending on Wednesdays but it was totally different!

We arrived at 6:30 to eat. They always serve food, I think it's because it's during dinnertime. I met Paster Derrick there. The first question he asked me was "Do you love Jesus?" after which I had to admit that I don't really believe. He constantly tells me that he loves Denmark and danish dessert - where he knows anything about Denmark og danish dessert from, I have no idea.

Around 7 o'clock music started playing and people started to dance. A countdown was put in the big screen as the music continued. When the countdown reached 0:00 Dalton delivered messages on the screen. One of the funniest thing that night. After that a band started playing. They sang and played for Jesus but it wasn't regular "church music". I loved it.

After that Nick Debase started preaching. He used his own life as an example. I think it's the first time I've ever listened to someone who was talking about God and even though he talked for a long time I was never bored.

When he was done I was left with the feeling "wow". I think it's amazing how 16-20 year olds just devote their lives to a "person" they can't really see and feel.

Lori told me something after that, something I've never really thought of. They've been raised with God as a part of their lives. They don't know a life without him. They went to church every Sunday their whole lives. Personally I only went to church during 7th grade, the year of my Christian Confirmation and I have to be honest and tell that I wasn't religious back then either. I just didn't want to be the only one standing outside the church, watching all my friends dressed up.
I'm raised without God in my life - not that I see that as a negative thing at all.

I respect religious people a 100% more now than I did before I left Denmark. I still don't believe in God, but I still feel like apologizing for all the times I've denied any existence greater than my own.

Første Football Game

I går aftes var jeg til min første "football game". Bucs (vores hold) spillede på udebane hos Morrison High School.
Det var også Francescas første kamp, så vi fulgtes.

Vi var med ude på banen sammen med cheerleaderne for at byde vores hold velkommen.

Jeg fandt hurtigt ud af hvorfor Jake Love er holdets "stjernespiller", han sørgede for to touchdowns inden for første quarter.

Jeg må indrømme at jeg er imponeret over stemningen til kampen, det er meget federe end en dansk fodboldkamp! Jeg glæder mig allerede til næste fredag hvor vi spiller på hjemmebane.

Det falder mig efterhånden naturligt kun at tale engelsk og jeg er også begyndt at tænke mere på engelsk. Faktisk har det gjort det lettere at få venner.

Francesca og jeg er blevet ret gode venner, hun snakker om at blive her hele året, i stedet for kun at blive her til december, hvilket jeg er meget glad for. Efter jeg blev manager for Cross Country teamet er jeg også begyndt at snakke med Taylor, den anden manager.

I det hele taget begynder jeg nu at føle mig hjemme her, jeg er faldet rigtigt godt til med familien og skolen er blevet mere overskuelig.

Volleyball

Her til aften var jeg med Youth gruppen i parken for at spille volleyball. Egentlig skulle jeg slet ikke spille, pga. en skade i benet (jeg har lavet noget dumt til cross country med mit ben, så både mit lår, mit knæ og mit skinneben konstant gør ondt), så jeg blev pådraget ansvaret for at tage billeder.

Jeg endte dog med at spille alligevel, da jeg tilsyneladende var en af de eneste, der rent faktisk kunne de rigtige regler. Da mit hold tabte første runde, blev jeg sat til at dømme kampene.Bailey

Josh

Tommy

Marcel og "unkendt"

Kevin

2 uger i Staterne

Jeg har nu været i Tonkawa lidt mere end to uger.

Den sidste uge med skole, har været en smule hård. Algebra II og Physics har været to svære fag, da jeg ikke forstår de engelske udtryk endnu. Folk vil stadig gerne have at jeg fortæller om Danmark.

Jeg endte med at flytte fra Band til FACS. Jeg fik at vide at FACS var lidt ligesom hjemkundsskab, det viste sig så ikke at være helt sandt. Indtil videre har vi set en film om Parlamantary Procedure, vi har bygget et tårn af skumfiduser og tandstikker og vi har læst historier for de mindste i Elementary School.

Jeg har fundet ud af at min danske telefon sagtens kan virke her, men da familien ikke har flere pladser på deres "plan", er jeg blevet nødt til at købe en trackphone, som i mit tilfælde er en virkelig gammel nokia model uden kamera, hvilket irriterer mig, eftersom jeg er har vænnet mig til en touch mobil, med ret godt kamera. De fungerer ligesom når vi i Danmark køber taletidskort.

I fredags hjalp jeg Lori i kiosken til fodboldkampen (fodbold=amerikansk fodbold), hvilket var virkelig hyggeligt, men alt for varmt.

Rodeo

Lørdag var jeg i Walmart for første gang nogensinde. Bailey og hendes venner tager til Walmart for at hænge ud - jeg ved ikke med mine danske venner, men jeg kunne altså ikke finde på at hænge ud i en butik, der minder om Bilka. Jeg tog med dertil for at købe skolematerialer, efter vi havde været det meste af Ponca rundt, for at finde tøj jeg kunne lide (jeg bliver aldrig tilhænger af amerikansk tøj), jeg endte med en skjorte og en t-shirt med the Beatles.

Lørdag aften tog vi til rodeo, også i Ponca. Jeg går ud fra at alle ved hvad rodeo er, men bare for at være på den sikre side; rodeo er et sted hvor cowboys hænger ud, og kigger på andre cowboys fange kalve og ride på tyre og heste. Det var ikke ligefrem underholdende, men dog ikke totalt kedeligt.

Mens vi var der, oplevede jeg min første amerikanske "thunderstorm", og jeg må indrømme de er meget federe her, end de er i Danmark (Dalton siger godt nok, at det kun er i Oklahoma de er sådan).

I dag var jeg i kirke med Lori og Bailey og derefter tog vi til et udvekslingsmøde i Derby, Kansas. Jeg fik endnu engang al den information Interstudies allerede har givet mig - dog var områderepræsentanten for Facebook og ikke imod. Der var udvekslingsstudenterne fra Tonkawa, en fra Pakistan og en fra Taiwan til mødet.

First Day of Scool

Jeg havde første skoledag idag. Det gik ret godt - meget bedre end jeg havde forventet.

Jeg startede dagen ud med at spise pandekager (ja, pandekager til morgenmad), og derefter tvang Lori os til at stille op til et billede.
Jeg kørte med Bailey over på skolen. Jeg syntes skolen var vildt forvirrende, da den var tom, så det var ikke vildt meget bedre her til morgen, hvor der var mennesker overalt.

Jeg havde Art i første lektion. Ms. Huff brugte tiden på at informere os om, hvad vi skulle købe selv og hvordan året skulle forløbe. Vi skal bruge første halvdel af året på todimensionel kunst, altså at tegne og male. Næste halvdel af året skal bruges på tredimensionel kunst.

I anden lektion havde jeg Band. Vi brugte ikke timen på så meget, udover at snakke om hvad vi eventuelt skal bruge tiden på i løbet af året. Egentlig vil jeg gerne flyttes ud af den klasse, da jeg ikke kan spille andet en akkustisk guitar - hvilket ikke kan bruges til meget på en fodboldbane.

Derefter havde jeg U.S. History med K. Kirtley. Det er nok den sjoveste af mine lærere, han stod og snakkede om noget helt random (dog historie relateret), og pludselig havde han givet os en opgave. Jeg fattede ingenting, men prøvede alligevel at lave opgaven. Midt i timen var der brandøvelse. Det skal lige siges at Tonkawa High School, har jordens mest irriterende brandalarm! Da vi stod udenfor, udnyttede jeg muligheden til at spørge Rachel, hvad vi egentlig skulle lave - jeg havde heldigvis fat i det rigtige. Marcel, den tyske udvekslingsstudent, er også i den klasse.

I fjerde lektion havde jeg Algebra II. Det er den sværeste klasse i løbet af dagen, da der er kæmpe forskel på danske og engelske matmatiske udtryk. Mrs. Robinson var nu meget forstående, og hjalp mig ligeså meget som de andre. Den klasse er den ene ud af to, hvor alle tre udveksslingsstudenter er.

Min sidste time i dag var Physics med Mr. Anderson. Selvom det er svært, har jeg som europæer den fordel, at jeg i forvejen regner i SI units og ikke feet etc. Jeg vandt så en blyant på at regne 5021 cm og til km. I den klasse er Marcel og Francesca også.

Egentlig skulle jeg have haft Cross Country i sidste time, men træneren mente, at det var for varmt til det. Vi starter dog mandag uanset temperaturen. Det passer mig nu fint, for jeg mangler både løbetøj og -sko.

Jeg endte alligevel med at tage sport, så i første semester skal jeg have Cross Country indtil sæsonen skifter til Basketball. Hvis ikke jeg kan blive Matt-Mate (noget der minder om oprydder for Wrestling- Teamet) ender jeg med at være Off Season, dvs. at jeg intet skal lave. Når så det er varmere udenfor igen, skal jeg spille Low Pitch Softball som er ligesom Softball, men pitcheren skyder med underhåndskast i stedet for overhånd.

Velkommen til Tonkawa.

De sidste par dage har været stille og rolige - hvis man ser bort fra dagplejebørnene nedenunder.

Mandag var jeg på skolen for at blive skrevet op. De forstod på ingen måde vores system at tælle ugentlige timer på, så skolen skal ringe til os, når de har fået lavet det hele om til den amerikanske måde at tælle på. Jeg skal indtil videre ikke gå til sport (alle der kender mig ved, at jeg bare kommer til skade), men jeg kunne godt gå hen og ændre mening.

Mandag aften inviterede Dalton os (Bailey og jeg) over til smores. Smores er lidt ligesom vores skumfiduser med kiks. Dalton og jeg snakkede hele aftenen om alt mellem himmel og jord - og jeg lærte, at amerikanere, altså ikke er ligeså "uskyldige", som jeg gik og troede de var.

I går aftes var jeg til velkomsfest for Francesca og jeg. Marcell skulle også have været der, men han blev forhindret. Francesca havde lavet italiensk mad - det var rimeligt sjovt at se folks reaktioner på det. Egentlig var det også poolparty, men jeg havde ikke rigtigt lyst til at springe i en pool, med 30 folk jeg ikke kendte - Dalton og Clinton sørgede så for jeg kom i alligevel - med tøj og det hele.

Jeg fik i øvrigt endnu et "dumt" spørgsmål igår. Pige:"Is Denmark in Germany?" mig:"No it's north of Germany" Pige:"oh it's it's own country?".

Fantastisk

Jeg ankom til USA for få dage siden, hvor mange dage har jeg ingen anelse om, da turen varede 28 timer, jeg har sovet i 13 timer og der er en tidsforskel på 7 timer.

Efter en masse bøvl med forsinkelser i Atlanta lufthavn (og et møde med The Kissaway Trail i Kastrup lufthavn), ankom jeg til Tulsa omkring halv 1 amerikansk tid. Tony og Bailey hentede mig i lufthavnen, hvorefter vi kørte til Tonkawa. Jeg fik muligheden for at blive og sove i huset, men jeg valgte at tage med til koncert for at få mødt så mange som muligt, så hurtigt som muligt.

Sean og Jake hentede mig og Bailey, hvorefter vi kørte til Oklahoma City. Sean spurgte konstant til mit liv i Danmark, og hvilke ting han ville lave i sin fritid, hvis han var dansker.
Da vi ankom til vores hotel klokken 4:30, amerikansk tid, blev jeg budt velkommen af en mindre flok halvsovende piger. Jeg sov på samme værelse som min "kusine" Trendelyn, min værtsmor Lori, min værtssøster Bailey, Kylee og Hailey. (en fra samme gruppe spurgte om jeg så talte svensk i Danmark)

Vi tog til koncert dagen efter, og jeg må sige jeg blev noget overrasket. Aldrig har jeg set så mange religøse unge mennesker på ét sted. Der var omkring 5.000 kristne unge, og over halvdelen af dem havde bibel med sig. Kun kristne mennesker optrådte der, og det var ikke kun musikere. Alle der optrådte på scenen, fortalte enten om deres oplevelser med Jesus, eller om hvordan man selv skulle formidle sine egne oplevelser med Jesus. Jeg må indrømme, at jeg synes det hele var lidt overdrevet.




Familien er den bedste jeg kunne ønske mig indtil videre! De er simpelthen så søde og forstående. Tommy (min "lillebror") har det med at lave sjov med min accent, men jeg har indtil videre fortalt ham, at han kan lave så meget sjov med min accent som han vil, når han har lært at sige "rødgrød med fløde", og at dømme på det hele kommer der til at gå lang tid, før han har lært det.

Der er to udvekslingsstudenter, udover mig, her i Tonkawa. Der er Francesca fra Italien og Marcell fra Tyskland. Jeg har mødt dem begge, og de virker indtil videre meget flinke.

Sidste dag i Danmark

I morgen går turen til Kastrup Lufthavn, og det gik først op for mig i morges da min mor vækkede mig og sagde "I dag er sidste dag jeg kan vække dig langt op ad formiddagen".

Jeg glæder mig utroligt meget til at se familien i USA. Jeg bliver hentet af min værtsfar, Tony, i Tulsa lufthavn klokken cirka 22:00 (klokken 4.00 dansk tid), hvorefter vi kører til en koncert som min værtsmor, Lori, er med til at arrangere. Der kommer jeg til at møde hele familien, og sikkert også en masse af dem som skal gå på samme årgang som mig.

I dag skal gå med at pakke de sidste ting helt færdigt, spise frikadeller, brun sovs og kartofler og sige farvel til min mors side af familien samt en veninde.

Til sidst vil jeg bare sige til alle; jeg kommer til at savne jer, og i må absolut ikke glemme mig!

(jeg undskylder på forhånd stave- og grammatiske fejl, jeg kan på ingen måde koncentrere mig om at læse indlægget igennem i dag)

Det der "farvel"

Jeg var for et stykke tid siden hjemme hos min farfar for at sige farvel. Også min far, min stedmor, mine to halvsøstre,min farbror, min faster, min fasters mand og deres børn var der.

Vi hyggede os det meste af eftermiddagen og aftenen, før min mor og jeg vendte snuden hjemad igen. Jeg var ikke ked af at sige farvel den dag, og det er jeg stadig ikke.
Normalt er jeg en meget følelsesladet person under overfladen, derfor undrer det mig, at det endnu ikke rører mig at sige farvel til min familie.

Min logiske forklaring er, at jeg stadig tager afstand til det faktum, at jeg tager afsted i næste uge. Ja - Allerede næste fredag tager jeg afsted, og bare ved tanken om det går jeg i panik.
Misforstå mig ikke, jeg glæder mig til at se det store land 'over there', men tanken om ikke at se min familie og min bedste ven i 10 måneder, gør ondt.

Og når den konklusion er nået, tør jeg næsten ikke tænke på, hvordan det mon bliver, den dag jeg skal tilbage til Danmark, og sige farvel til mine amerikanske venner. Måske der kommer endnu en "farvel" post til den tid.

Biblioteket

Jeg har arbejdet på det lokale bibliotek i sammenlagt et halvandet år, så det var en smule vemodigt at sige farvel til det hele, da de i dag lukkede for sommerferien.

Det gik da også pludseligt op for mig, hvor tæt jeg egentlig er på at tage afsted, da Lisbeth (bibliotikaren) og Tina (en låner) sagde farvel. Det er altså sidste gang, jeg ser noget til de to, inden jeg flyver.

Og selvom afrejsedatoen haler sig ind på mig, er det stadig ligeså surrealistisk, at jeg snart skal afsted, som det var for et halvt år siden. Jeg tror heller ikke helt det bliver realistisk, før jeg rent faktisk står i Tonkawa, Oklahoma.

4 uger.

I tirsdags var jeg et smut på Fredericia Sygehus for at få taget en tuberkulose test, det er nemlig et af de mange krav der er, for at man kan komme til USA.
Sygeplejersken startede ud med at gøre mig vildt nervøs, ved at give mig en lang tale om at jeg absolut ikke måtte trække min arm til mig, eller bevæge den, mens hun stak. Straks gik jeg i panik, men den var heldigvis ikke værre, end de vacciner jeg har fået.

I dag var jeg så deroppe igen for at få aflæst prøven. Den var negativ, hvilket den også helst skulle være. Jeg har altså ikke turberkulose i kroppen, hverken i udbrud, eller som skjult virus.

Udover det, er der i dag 4 uger til jeg sætter mig ind i bilen, og kører mod Kastrup Lufthavn. På turen til Oklahoma skal jeg mellemlande i Atlanta og videre med et fly mod Tulsa, hvor jeg bliver hentet af min værtsfamilie. Jeg har alle essentielle ting, som visum, vacciner og tests, klar. Jeg mangler kun at reagere på at jeg faktisk sidder i USA om mindre end en måned.

(I går fik jeg i øvrigt at vide, at det var "HELE 14 dage siden jeg sidst havde skrevet en post". Jeg får højst sandsynligt ikke tid til at skrive oftere, mens jeg er i USA, da jeg hverken skal, eller har lyst til, at bruge alt min tid foran computeren, på at opdatere min blog)

Visum

I går var jeg på den amerikanske ambassade i København, jeg skulle nemlig have lavet visum.
Det tog i alt 2 timer og et kvarter. Det lyder måske ikke slemt, medmindre man ved hvad dét at få lavet visum, egentlig består af.

Jeg ankom på ambassaden ti minutter før jeg egentlig havde en tid, jeg blev stillet op i køen udenfor, og blev sendt igennem sikkerhedskontrollen. Heldigvis blev min mor bedt om at vente udendørs, så hun kunne holde alt min elektronik, som man ikke må have med ind på ambassaden.
Da jeg så kom ind, stod jeg i kø for at komme til "window 1". Her skulle jeg aflevere mine visum papirer og en masse andet dokumentation etc.

Herefter blev jeg bedt om at vente på at blive kaldt op til fingeraftryk. Det sad jeg og ventede på i en halvanden til 2 timer. Endelig kaldte damen i "window 2" Nanna (med a som i ahh) Elgaaaaard Paulson op. Første gang opfattede jeg slet ikke, at hun sagde mit navn. Hun bad mig om at sætte mine fingeraftryk på en elektronisk dims, da de skulle repræsentere min underskrift. Igen blev jeg bedt om at sætte mig ned og vente.

En halv times tid senere kaldte manden i "window 3" mig op. Han spurgte "Do you know where in the United States you're going to?" og "Are you going to study when you get home?". Da jeg havde svaret på de to spørgsmål, sagde han "We'll send your passport and visa in a few days. Have a nice day". Det "interview" jeg skulle rejse to en halv time til København for, bestod altså af to spørgsmål.

Heldigvis mødte jeg en anden udvekslingsstudent på ambassaden, som jeg snakkede med, mens jeg ventede.

Oklahoma

Jeg tænkte, at jeg lige ville fortælle en smule om Oklahoma.

Oklahoma ligger sådan cirka midt i USA, en smule sydpå. De har dermed fastlandsklima, hvilket betyder, at vejret meget hurtigt kan skifte, og det kan give store forskelle på sommer og vinter.
Udover det, er Oklahoma til tider ramt af voldsomme regnskyl (som jo er aktuelt lige p.t.), tordenvejr og tornadoer.

Naturen i Oklahoma varrierer meget, alt efter hvor i staten man befinder sig. Der er alt fra skove, til prærier, til bjerge og floder. Derfor er der også meget forskelligt dyreliv.

Oklahoma ligger i det såkaldte "bibelbælte", hvilket betyder, at staten generelt er kristen. Det er den by, som jeg skal til også. Min familie går ofte i kirke to gange ugentligt. Uden at have spurgt ind til det, (jeg er betragtet som barn i USA, og det er derfor ikke i orden at diskutere politik og samfund) er min familie højst sandsynligt konservative.

54 dage endnu.

Jeg har oprettet denne blog af flere grunde.
Bl.a. for at min familie, mine venner og andre interesserede kan følge med i, hvad jeg laver, mens jeg er afsted, og for at kommende udvekslingsstudenter kan få et indblik i, hvad det hele går ud på og måske lære af mine erfaringer.

Jeg fik min familie allerede i februar, så jeg har haft god tid til at skrive med dem. Det virker som en rigtig rar familie, hvilket jeg er meget glad for.

I maj var jeg på forberedelsescamp med en masse elever fra Interstudies, som jeg rejser med. Det var rart for en gangs skyld at være omgivet af mennesker, som skal det samme som jeg selv, i forhold til mine venner, som godt nok virker interesserede, men ikke rigtig kan sætte sig ind i, hvordan jeg har det med det hele.
På camp'en blev vi bombarderet med informationer om udveksling, traditioner, kulturchok etc.

Jeg har lige sendt min kilometer-lange visum ansøgning afsted, og venter nu på et interview på ambassaden i København. Det hele går så hurtigt lige nu, at jeg næsten ikke kan nå at følge med til det hele.
Den bedste måde at beskrive mine følelser omkring det hele på nuværende tidsspunkt, må være følelsen af at sætte sig i en rutsjebane, og tænke "Hvad er det lige jeg har gang i? Jeg tør ikke det her, jeg vil af. Nu!", samtidigt med følelsen af at være spændt på det hele.