Det der "farvel"

Jeg var for et stykke tid siden hjemme hos min farfar for at sige farvel. Også min far, min stedmor, mine to halvsøstre,min farbror, min faster, min fasters mand og deres børn var der.

Vi hyggede os det meste af eftermiddagen og aftenen, før min mor og jeg vendte snuden hjemad igen. Jeg var ikke ked af at sige farvel den dag, og det er jeg stadig ikke.
Normalt er jeg en meget følelsesladet person under overfladen, derfor undrer det mig, at det endnu ikke rører mig at sige farvel til min familie.

Min logiske forklaring er, at jeg stadig tager afstand til det faktum, at jeg tager afsted i næste uge. Ja - Allerede næste fredag tager jeg afsted, og bare ved tanken om det går jeg i panik.
Misforstå mig ikke, jeg glæder mig til at se det store land 'over there', men tanken om ikke at se min familie og min bedste ven i 10 måneder, gør ondt.

Og når den konklusion er nået, tør jeg næsten ikke tænke på, hvordan det mon bliver, den dag jeg skal tilbage til Danmark, og sige farvel til mine amerikanske venner. Måske der kommer endnu en "farvel" post til den tid.

Biblioteket

Jeg har arbejdet på det lokale bibliotek i sammenlagt et halvandet år, så det var en smule vemodigt at sige farvel til det hele, da de i dag lukkede for sommerferien.

Det gik da også pludseligt op for mig, hvor tæt jeg egentlig er på at tage afsted, da Lisbeth (bibliotikaren) og Tina (en låner) sagde farvel. Det er altså sidste gang, jeg ser noget til de to, inden jeg flyver.

Og selvom afrejsedatoen haler sig ind på mig, er det stadig ligeså surrealistisk, at jeg snart skal afsted, som det var for et halvt år siden. Jeg tror heller ikke helt det bliver realistisk, før jeg rent faktisk står i Tonkawa, Oklahoma.

4 uger.

I tirsdags var jeg et smut på Fredericia Sygehus for at få taget en tuberkulose test, det er nemlig et af de mange krav der er, for at man kan komme til USA.
Sygeplejersken startede ud med at gøre mig vildt nervøs, ved at give mig en lang tale om at jeg absolut ikke måtte trække min arm til mig, eller bevæge den, mens hun stak. Straks gik jeg i panik, men den var heldigvis ikke værre, end de vacciner jeg har fået.

I dag var jeg så deroppe igen for at få aflæst prøven. Den var negativ, hvilket den også helst skulle være. Jeg har altså ikke turberkulose i kroppen, hverken i udbrud, eller som skjult virus.

Udover det, er der i dag 4 uger til jeg sætter mig ind i bilen, og kører mod Kastrup Lufthavn. På turen til Oklahoma skal jeg mellemlande i Atlanta og videre med et fly mod Tulsa, hvor jeg bliver hentet af min værtsfamilie. Jeg har alle essentielle ting, som visum, vacciner og tests, klar. Jeg mangler kun at reagere på at jeg faktisk sidder i USA om mindre end en måned.

(I går fik jeg i øvrigt at vide, at det var "HELE 14 dage siden jeg sidst havde skrevet en post". Jeg får højst sandsynligt ikke tid til at skrive oftere, mens jeg er i USA, da jeg hverken skal, eller har lyst til, at bruge alt min tid foran computeren, på at opdatere min blog)